Lucky Lukes rygende pistol røg igen hos Nørre Djurs HK
Anders Olsen var tilbage med seks mål hos Nørre Djurs HK , da Glesborg-klubben gik på juleferie med storsejr
Nørre Djurs HKs håndboldherrer i Jyllandsserien er klar til at gå efter guldet - læs: oprykning til 3. division - efter juleferien og med et point forlods i bagagen.
Søndag besejrede Glesborg-klubben på udebane Kristrup med 32-25 efter noget uhørt at have ført med 20-15 ved pausen.
De læste rigtigt, 35 scoringer på blot 30 minutter.
"Vi dækkede forfærdeligt op før pausen og hjalp slet ikke vores målmand, Jens Olsen og Nicklas Bertel fra U18-truppen, der havde tjansen på skift," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
"Til gengæld spillede vi glimrende i angrebet med masser af fart og gode afslutninger."
Det sidste gjaldt ikke mindst Simon 'Ø' Østergaard og Martin 'Bondemanden' Jensen, der lavede henholdsvis seks og fire mål før pausen.
"Simon lavede 'en rigtig Mikkel Hansen' (kringlede kuglen i mål direkte på frikast, red.) efter tid, så vi var helt oppe at køre, da vi gik til pause," fortæller Lunøe.
Olsen tilbage på banen
Efter pausen fik gæsterne sat en prop i hullet i den defensive del af spillet.
Det betød, at målmand Jens Olsen begyndte at agere plankeværk, og med 11-12 redninger i anden halvleg gik han på juleferie med en fin præstation.
Det samme gjorde tilbagevendte Anders Olsen, der engang havde et mellemnavn, som han nu har lagt bag sig.
"Det var dejligt at have Olsen tilbage, for han kan skyde fra distancen, og det giver os flere muligheder i angrebsspillet med spillere som Henrik og Morten Pedersen til at servere gode opspil til ham," siger Jakob Lunøe.
Fem mål blev det til fra humørsprederen Anders Olsens højre hånd efter pausen, et enkelt før.
"Han viste ikke overarm, men slukkede lige den rygende pistol et par gange på ægte Lucky Luke-manér," griner Lunøe.
Holdlederen ved ikke, hvor meget Anders Olsen vil være til rådighed efter jul, fordi Olsens uddannelse har førsteprioritet.
Slutter på andenpladsen
Nørre Djurs HK slutter med sejren efteråret på en andenplads efter Svenstrup Godthåb.
Efter jul gælder det oprykningsspil til 3. division, og Nørre Djurs HK kan forlods tage et point med over, ifølge Turneringsreglementet, som også fortæller, at nummer 1 og 2 i efterårets Jyllandsserie ikke kommer i samme pulje efter jul.
"Vi forventer at skulle spille vores første kamp umiddelbart efter nytår, så derfor skal der trænes i julen og måske også spilles en træningskamp, hvis trænerne kan finde en passende modstander," siger Jakob Lunøe.
Tirsdag varmer truppen ned med en badminton-turnering og lidt julehygge for alle, og humøret bliver højt.
Serie 1 klarede nemlig frisag og skal spille i Serie 1 efter jul, mens klubbens U18 drenge i 2. division efter alle solemærker at dømme rykker op i 1. division som bedste nummer to målt på samtlige kredse i Jylland.