Borgerlisten Syddjurs tvinges til at skifte ud
Jørgen Brøgger anmoder om orlov fra byrådsarbejdet frem til 1. januar 2015 af helbredsmæssige årsager
Borgerlisten Syddjurs tvinges til en udskiftning i byrådssalen. Listens eneste medlem, tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger, er af helbredsmæssige årsager nødt til at give afkald på sit politisk hverv og overlade pladsen til førstesuppleanten Peter Andersen, Boeslum.
Brøgger har bedt byrådet om at få bevilget orlov frem til årsskiftet 2014/2015.
Det bliver formelt godkendt på onsdagens byrådsmøde, men Peter Andersen er allerede i sving.
Han har således deltaget i de ingangværende budgetforhandlinger og var ligeledes indbudt til at være med på sidste uges budgetseminar på Ebeltoft Vandrerhjem.
Forlods havde borgmester Claus Wistoft (V) spurgt byrådet, om det var okay at tage Peter Andersen med på vognen, før hans indtog i de hellige haller formelt var clearet af i henhold til formalia.
Det ønskede ingen at gø af.
Har prøvet turen
Peter Andersen har lokalpolitisk erfaring. Han sad med ved bordet i Ebeltoft Byråd i perioden 1982-1986 for Borgerlisten.
Han er uddannet cand.jur. og har arbejdet som advokat med kontor i Ebeltoft og Grenaa fra 1979 til 2010.
Han er fortsat aktiv med ejendomsmæglervirksomhed i Budapest, Ungarn, siden 2005.
Peter Andersen opnåede 190 personlige stemmer ved Kommunalvalget 19. november 2013. Til sammenligning opnåede Jørgen Brøgger 393.
Politiske statements
Gør man sig den ulejlighed at bladre tilbage for at se, hvad Borgerlistens nye mand havde som fikspunkter under valgkampen op til Kommunalvalget 2013, kan man læse følgende:
"Jeg mener: Syddjurs Kommune har brug for kraftig udvikling for at styrke kommunen økonomisk, socialt og kulturelt.
Det opnås ved: øget bosætning i kommunen, hvortil kræves:
• ordentlig behandling af de ældre
• fleksible børnepasningsordninger
• et godt erhvervsklima
• at sagsbehandlingstiderne for byggetilladelser nedbringes væsentligt
• gode skoler drevet med ”ambitiøs og fast hånd”
• smilende og førsteklasses service på rådhusene uden ”lukkedage”
• fastholdelse af kommunens nuværende udmærkede kulturtilbud
• færgehavnen (i Ebeltoft, red.) ”frigives”, så den kan besejles af andre end Molslinien
• Tirstrup Lufthavn skal opgraderes til at være en ”rigtig lufthavn” evt. ved omdannelse til et folkeaktieselskab med de nuværende kommuner som medejere
De fire tidligere kommuner, som nu udgør Syddjurs Kommune, må finde en civiliseret omgangsform og omgangstone
Har byrådet 10 ønsker men kun råd til de 5, må resten begribeligvis parkeres eller skrinlægges.."