Fortsæt til indhold

Et skulderklap til årets tutorer

Tutorerne fra molekylærbiologi vandt prisen for ’årets tutorer 2014’

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Det kan være en overvældende oplevelse at starte på universitetet.
For mange af de nye studerende er Aarhus en ny by og selvstændigheden uvant.
Men hvert år står et korps af tutorer klar til at hjælpe de studerende på plads.
Og der skal mere til end bare at tage tid på ølstafetter og føre an på pubcrawls.
I hvert fald hvis man vil vinde tutorprisen, hvilket fire unge tutorer fra molekylær biologi gjorde i år.
“Vi havde valgt molekylær biologi i år, fordi de har været virkelig gode til at tænke fagligheden ind i rusforløbet. Molekylær biologi er præget meget af redskabsfag i starten, men tutorerne havde gjort det muligt for de nye at mærke, hvordan faget virkelig er,” fortæller Sune Koch Rønnow, der er næstformand i Studenterrådet, som står bag uddelingen.
Han understreger, hvor vigtig ordningen er for universitetet.
“Tutorordningen er noget af det, der fungerer bedst blandt de studerende. De nye får hjælp til at finde på plads på universitetet, og så får de noget fællesskab. Det er et område, der mangler anerkendelse, for tutorerne lægger virkelig mange frivillige timer i det her,” forklarer Sune Koch Rønnow.
Tutorhold fra medievidenskab og spansk løb med anden- og tredjepladsen.
Sune Koch Rønnow fortæller også, at ordningen er så populær, at nogle kandidat-linjer og kører intro-forløb nu. Dog i en mere rolig udgave.

Praktisk og socialt

Det er både praktiske informationer og sociale arrangementer, der knytter de nye sammen med hinanden, tutorerne og underviserne, som tutorerne arbejder med i introforløbet.
Regitze Bertelsen er lige startet på molekylær biologi, og det er hende, der har nomineret sine tutorer til prisen.
“De har gjort et godt stykke arbejde, og de fortjener at blive anerkendt. De har både stået for rusuge, undervisning og alt muligt andet. Det er en kæmpe hjælp, og det er rart at have et sted at rette spørgsmålene hen. Man føler sig meget mere velkommen og ikke på bar bund,” siger Regitze Bertelsen.

Glade for skulderklappet

Gruppen af tutorer er glade for prisen, som de betegner som et kæmpe skulderklap for deres frivillige arbejde.
“Jeg tænker, at det var det hele værd, når jeg husker tilbage på de trælse morgener i rusugen, hvor man skulle op efter fire timers søvn og gøre det hele én gang til,” fortæller Birna Eiriksdottir.
Kennith Hudtloff forklarer, at de har gjort meget ud af, at introforløbet har skullet være så smertefrit som muligt for de nye studerende.
“Vi har prøvet at gøre starten på uni så blød og sjov som muligt. Det er noget helt andet end at gå på gymnasiet, og vi vil gerne gøre overgangen blødere, og sørge for at de får noget sammenhold. Og noget tryghed i, at de kan trække på os og vores erfaringer,” forklarer Kennith Hudtloff, der ser frem til en fest for præmien.