Fødevarebanken åbner i Aarhus
Nonprofit-organisationen Fødevarebanken åbner i Skejby i december
Fødevarebanken, der deler mad ud til socialt udsatte og har hovedkvarter i København, slår nu også dørene op i Skejby.
”Vi er ved at åbne i Aarhus. For øjeblikket indgår vi aftaler med samarbejdspartnere, herunder Bilka og Aarstiderne. Men hvad det mere konkret indeholder, kan jeg ikke sige mere om nu,” siger Jesper Ingemann, der er kommunikationsansvarlig i Fødevarebanken.
Mad til udsatte
Nonprofit-organisationen har siden 2009 modtaget overskudsmad fra fødevareproducenter, landbrug og supermarkeder og fordelt det ud til organisationer, der arbejder for og med samfundets socialt udsatte.
Maden kommer blandt andet børn, kriseramte kvinder og mænd, hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge til gode.
I 2013 indsamlede og uddelte Fødevarebankens frivillige overskudsvarer svarende til 1.015.105 måltider.
Fødevarebankens faste modtagere tæller ca. 65 herberger, krisecentre, varmestuer og væresteder for udsatte.
5. december åbner Fødevarebanken officielt op i lokaler på P.O. Pedersens vej.