Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HKs U18 drenge skriver historie

For første gang i klubbens historie har Nørre Djurs HK et ungdomshold med i 1. division, når rækkerne nu ombrydes efter jul

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK skriver et nyt kapitel til klubhistorien, når klubbens U18 drenge efter jul debuterer i 1. division.
En andenplads i efterårets 2. division efter Randers HH gjorde udfaldet, fordi reglerne siger, at den to'er i samtlige rækker i Jylland, der har klaret sig bedst i indbyrdes kampe mod rækkens duks, rykker op i 1. division sammen med samtlige vindere af 2. division.
Nørre Djurs HK klarede sig flot i de to opgør mod Randers HH. I den første kamp hjemme i Nørre Djurs Hallen vandt holdet med syv overskydende mål, mens returopgøret i Randers blev tabt med et enkelt mål.
Holdets samlede præstation sættes yderligere i relief af, at truppen har været meget smal. Ikke mindst fordi de to esser, Rasmus Secher og Nicklas Høgh, næsten ikke har spillet på grund af skader. Til gengæld har andre spillere så budt sig til, ikke mindst som skytter.
Der er dog håb om at begge er i fuldt vigør igen umiddelbart efter jul.
Hvem Nørre Djurs HK kommer i pulje med i 1. division er endnu ikke afgjort.
1. division er næstøverste hylde i håndboldens ungdomsrækker. Øverste hylde er Ligaen.