Den virkelige verden, tilsat lidt hjerte
Startskuddet er gået til Aarhus Købmandsskoles store event 26. februar
Auditoriet på Aarhus Købsmandsskole er fuld af unge ansigter denne torsdag eftermiddag.
Til dagligt træner de til at skulle agere i virkelighedens frie marked, og nu skal de og stå ansigt til ansigt med den virkelighed, der ligger fjernt fra den trygge tilværelse bag bøger og MacBooks.
Endemålet om højere læring er også erstattet af et formål af kød og blod.
Startskuddet er gået til, at de 60 handelsskoleelever skal stable et modeshow med efterfølgende auktion på benene, og overskuddet skal gå til Kirkens Korshærs arbejde for dem, der falder igennem samfundets sikkerhedsnet.
Niels Adolfsen, der er direktør for SmartEyes Danmark, kører for andet år et forløb med Aarhus Købsmandsskole, hvor eleverne skal ud og prøve kræfter med virkeligheden.
“Det at skabe et event i denne størrelse og omfang svarer næsten til at starte en mindre virksomhed op, og udfordringerne minder meget om dem, jeg selv havde, da jeg startede op,” fortæller Niels Adolfsen og fortsætter:
“Meningen med det her projekt er, at eleverne skal få en præsentation af det virkelige liv, tilsat lidt hjerte. Det er meget nemmere at knokle for noget, når man brænder for det. Når det ikke bare er en skoleopgave.”
Livet og døden på gaden
I auditoriet har Morten Aagaard, der er leder af Kirkens Korshær i Aarhus, taget mikrofonen.
Til at starte med kan man tydeligt fornemme lyden af en masse urolige kroppe i de ubekvemme sæder, men da han fortæller, at 10-15 procent af de tilstedeværende vil falde igennem systemet, hører al puslen og raslen op.
Han understreger dog, at det er de færreste, der falder så meget igennem, så de ender ved Korshæren, men opmærksomheden er udelt på ham nu.
De næste 40 minutter fortæller Morten Aagaard levende om livet, hvis man da kan kalde det det, og døden på Kirkens Korshær, hvem brugerne er og hvilke udfordringer, de står overfor, mens auditoriet lytter opmærksomt.
Kirkens Korshærs arbejde spænder vidt i hjælp til de udsatte, og det indebærer blandt andet en varmestue med omkring 200 daglige brugere, fixerum og herberg med plads til 40 overnattende samt hjælp til trængte familier.
“Samarbejdet med Kirkens Korshær giver også god mening, for det er godt for de unge at få et indblik i samfundets nederste lag. Man er jo ofte usårlig i den alder og stiller sjældent spørgsmål ved tilværelsen. Det er jo ret privilegerede unge, vi har med at gøre her,” siger Niels Adolfsen.
Indspark fra erhvervslivet
Tilbage i auditoriet overdrager Morten Aagaard det overvældede publikum til Niels Adolfsen, som hurtigt formår at hæve stemningen med et par hurtige jokes.
Modsat Morten Aagaard har Niels Adolfsen powerpoint og et højt tempo på talestrømmen.
Faktisk står de to talere i skærende kontrast, men det er ikke noget, der virker til at påvirke tilhørernes opmærksomhed.
Oplægget præsenterer Niels og hans karriere, hans forretning, optikerbranchen og strategier for marketing, og eleverne nærmer sig mere og mere deres vanlige domæne.
Niels Adolfsen slutter af med at præsentere projektet og arbejdsopgaverne samt at der ligger store forventninger og et stort arbejde foran dem.
Eleverne skal meget andet end bare at smække en cat-walk sammen og efterfølgende sælge tøjet.
Øvelsen går blandt andet ud på at etablere partnerskaber, lave markedsføring, finde sponsorer, håndtere PR og presse og skabe viral markedsføring.
Mikkel Primdahl, der går i 1.G, ser frem til projektet.
“Det er et rigtig fedt projekt, hvor vi både kommer tæt på virkeligheden og støtter et godt formål. Det er ikke en mulighed, man får hver dag,” siger Mikkel Primdahl og slutter: “Vi skal nok komme i mål med projektet.”