Fortsæt til indhold

Så er der julebal for alle i Hornslet

Håndboldafdelingen i Hornslet IF inviterer igen til Julebal for alle i Hornslet Idræts- og Kulturcenter

Samfund
Mogens Greve

Det er en god idé at købe billetterne i SuperBrugsen allerede nu, så man er sikker på ikke at gå glip af årets Julebal for alle torsdag 11. december fra kl. 16. Hele familien er inviteret med, når der skal hygges og leges - og trækkes lod om mere end 200 julegaver.
Hovedgevinsterne er to gavekort på hver 5.000 kroner sponsoreret af SuperBrugsen og Rema 1000.
Løjerne starter kl. 16, hvor der i hallen er forskellige sportsaktiviteter og andet sjovt.

Julemiddag kl. 18

Klokken 17 spiller Mercuri Band op til dans omkring juletræet, og til børnene er der slikposer og frugt.
Derefter serveres julemiddagen fra Hornslet Gæstgivergård bestående af flæskesteg med rødkål, kartofler og surt - og risalamande med mandelgave sponsoreret af Skov Revision
Samtidig skal man også huske at købe lodder til det store gavelotteri, som udtrækkes kl. 19. Billetter á 120 kroner for voksne og 60 kroner for børn til og med 12 år skal købes i SuperBrugsen senest 9. december.