Fortsæt til indhold

Mikkel Due tilbage i ÅHG

Efter et halvår i Trustrup/Ålsrode i Serie 1 vender Mikkel Due tilbage til divisionshåndbold efter juleferien

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Mikkel Due er igen klar til at tørne ud for Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer i foråret.
"Mikkel Due har trænet med os på det seneste, og vi har haft en snak med ham om fremtiden," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen, den ene halvdel af trænerduoen i Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG).
"Mikkel har efterfølgende sagt til os, at han gerne vil spille for os i foråret, og han er velkommen tilbage," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Mikkel Due har i efteråret spillet Serie 1 i Trustrup/Aalsrode, men lugtede også til bageriet hos Nørre Djurs HK forud for sæsonstarten for senere at vende tilbage til Aastrup/Hammelev-Grenaa, hvor han har spillet i en årrække.
Umiddelbart før første turneringskamp meddelte han, at han skiftede til Trustrup/Aalsrode, men nu er han altså tilbage igen.
Mikkel Due har i efteråret også været engageret på fodboldbanen som en del af FC Djursland-truppen. Han har således vikarieret for målmand Lars Andersen på Danmarksserieholdet i flere kampe.
Mikkel Due bliver ikke den eneste forstærkning til ÅHG-truppen, idet også fløjspilleren Andreas Minke, lillebror til ÅHGs Daniel Minke, starter på overbygningsholdet.