Julen handler om et barn

Juleaften
Luk. 2,1-14

Du er vort liv, Marias Søn,
For du har liv fra Gud.
Gud er vort lys, Marias Søn,
Kom, og driv mørket ud!
Amen
Juleevangeliet skriver Lukas:
Julen handler om et barn.
Det meste af det, der lige nu i disse eftermiddagstimer på vej mod julefesten - bliver sagt i kirkerne om juleevangeliet, det er måske sagt før. Men det gør ikke noget, for gentagelsen kan fremkalde genkendelsens glæde. Ligesom vi hellere vil høre et stykke kendt musik frem for et stykke ukendt.
Vi kunne ikke holde jul uden Betlehemsfortællingen, som vi kender så godt. Den bliver gentaget, men det er netop, når den bliver gentaget, at vi måske forstår lidt af, hvad denne fortælling indeholder. Julen handler ikke om alt det udvendige, selvom vi pakker den godt ind. Julen handler om dette ene, at Gud sendte sin søn til denne verden, hvor tal ofte er mere end liv.

Julen handler om et barn.
I en af forfatteren Egon Nielsens bøger, fortælles der om Niels Styrmand og hans kone Olga. De boede noget afsides oppe i Thy sammen med deres eneste søn Holger. Holger havde fundet Elvine, og Elvine fødte en datter i det første krigsår – dvs. i 1914 – i Første Verdenskrigs første år. Pigen blev født sidst i oktober, og der blev bestilt barnedåb i sognets kirke den sidste søndag november.
Vinteren kom tidligt det år, og netop den søndag, hvor der skulle være barnedåb, stod jord og himmel i ét. En voldsom snestorm gjorde mennesker små og afmægtige, og Olga og Elvine mente, at dåben måtte udsættes. Ingen kunne da tage et spædbarn ud i det vejr. Men den nybagte bedstefar, Niels Styrmand, var af en ganske anden mening, og det var ham, der bestemte. Hans barnebarn skulle døbes, uanset hvordan vejr og vind så end måtte té sig, og han irettesatte husets kvinder på denne måde:
”I snakker som I har forstand til. Niels Styrmand, det er mig, forstår I. Niels Styrmand er ikke hvem som helst, fordi han er døbt. Og hvorfor er han så det? Det er han, fordi hans forældre ikke gjorde sig klogere end mennesker. De bildte sig ikke ind, at de havde overblik over liv og død, og de turde indrømme, at det fik deres afkom nok heller ikke. Derfor gik de op i kirken til døbefonten med mig. Og derfor er dåben hellig, for den har med Gud og mennesker og evighed at gøre, fordi livet og døden er overmægtige ting. Og vores lille pige skal døbes, om så Niels Styrmand skal kravle gennem snedriverne med hende”
Og sådan blev det. Niels tog den lille og Holger med i kanen i 15 graders frost. De blev blændet af snefog, fór vild og kørte i ring og kom alt for sent frem til kirken. Gudstjenesten var forbi og alle gået hjem. Men præsten blev hentet, og graveren og hans kone stod faddere. Der stod de så omkring den gamle døbefont i en vinterkold kirke, og præsten spurgte om barnets navn: Nielsine Biscaya Thomsen, svarede Niels Styrmand stolt. På den måde blev hun opkaldt efter den bedstefar, der nok vidste, hvordan det kunne storme på verdenshavene. Og efter barnedåben havde vejret bedret sig, og det gik i rask fart hjemad gennem snedriverne til Olga og Elvine med et nydøbt barn i kanen.

Niels Styrmands barnebarn skulle døbes, for bedstefaderen vidste, at vi er døbt til at være Guds børn. Vi har fået livet til at virkeliggøre det, som vi fra begyndelsen af er gjort til. Det betyder, at mål og retning er givet, men det begrænser aldrig vores frihed. Vi er som kristne mennesker ikke marionetter, der føres af en usynlig hånd. Men det gør en afgørende forskel, om vi mener, at vi selv skal skabe vores liv fra grunden af, eller om vi frit og ansvarligt kan udfolde den livsvirkelighed, som Gud har sat os ind i, fordi han husker på os og tager sig af os.

Det er den fortælling om Gud og os, som julen er begyndelsen på. Og derfor er fortællingen fra Thy om Niels Styrmands barnebarn i virkeligheden også en slags julefortælling.
Historien om Jesus begynder julenat. Og det er den historie, der har givet os troen og håbet på, at der er noget, der så vigtigt, at vi kan leve af det og dø på det.
Vi lærer vores børn, at det er sådan. Hvis vi ikke lærte dem det, ville vi forråde dem, og forråde os selv. For det er nedarvet og overleveret i slægt efter slægt i fortællingen om ham, der kom til jord med kærlighed, med trøst og med glæde.
Jesusfortællingen er en drøm, som har fat i os. Det er denne dybe drøm om, at livet skal være godt, der vækker vores medlidenhed, gør, at vi bliver vrede over uretfærdighed og får os til at protestere mod magtmisbrug og vold.
Det er en farlig drøm i en ofte ond verden, men vi kan ikke leve uden den drøm. I hvert fald kan vi ikke uden den overleve med vores menneskelighed i behold.

Gud valgte at blive menneske, fordi ethvert menneske for ham er af uendelig værdi og betydning. Derfor må og kan vi af juleevangeliet lære at betragte hinanden med Guds øjne som værdifulde mennesker. Det gælder også ham eller hende, der er født med et fysisk handicap, det gælder den psykisk syge, det gælder den døende, der har mistet alle kræfter, det gælder den ulykkelige, der har svært ved at finde glæden.

Det er i julen, at det vigtigste i vort liv begynder. Det meste er måske sagt før, men det er i gentagelsen, at det bliver nyt. Det er i gentagelsen, at det slår rod i hjerterne. Derfor er Juleevangeliet den bedste og smukkeste fortælling.

For Julen handler et barn.
Det barn, som har forandret verden med hele himlens kærlighed.

Vi vil ønske hinanden en Glædelig og Velsignet Julefest!

Amen