Det er en ny begyndelse, der sættes i verden julenat

Hele december har der været fulde kirker over hele landet.
Børn i alle aldre har været samlet i disse gamle bygninger for at høre historien om den første julenat.
Vi har siddet heroppe i koret og set på vores fantastiske krybbespil, der nu står under juletræet.
Hørt fortællingen om, hvordan verdens frelser kom til verden
i en støvet og beskidt stald,
for der var ikke plads til den lille familie andre steder i den travle by Betlehem.

Alle børnene har set den lille søde lyserøde baby på tæt hold og sagt ”nårh”,
som man jo skal gøre, når man ser en lille baby!

Nogle af børnene har jo været så store,
at de bagefter er kommet hen og har spurgt:
”Er babyen egentlig død?”
Altså, den der baby i krybben,
det var jo Jesus,
og han hænger jo deroppe på ”krydset” på væggen og er død.

Ja, kan man kun svare.
En balancegang, hvor jeg endelig ikke skal ødelægge den dejlige julestemning for de små poder,
som måske går grædende hjem og fortæller,
at præsten har sagt, at babyen er død!!

Men julen er jo ikke kun et glansbillede med glimmer på,
af den hellige familie samlet i en renskuret stald under den store stjerne.
Julen er jo meget mere end det.

Julen er jo også Gud,
i skikkelse af et barn,
født i en kold stald, hvor der lugtede af lort,
født af jævne forældre i en udkant af imperiet,
og ikke nok med det,
en udkant af en udkant med nogle landsbytosser af nogle hyrder som vidner.
Det er jo ren parodi.

Det tænkte man i samtiden.
Der var jo altså ikke ret mange, der havde set det her komme.

Jesus´ landsmænd, jøderne,
ventede måske på, at Gud skulle sende en befrier.
Altså en stor, stærk nationalistisk skikkelse,
der med løftet sværd ville komme alle fjenderne til livs og skabe en ny nationalstat.
Det var deres forventning til Gud,
til den Messias, der skulle komme.

Nogle af de andre kulturbærere i samtiden,
grækerne og romerne,
ja, den Gud, de måske ventede på,
ville være gudesmuk, betagende, charmerende,
som Thorvaldsens hvide statuer,
fejlfri og blændende.
Smuk som en græsk Gud, siger man,
et rigtigt reklamebillede.
Det var deres forventning om Gud.

Men hvad fik de?
Ja, ingen af dem fik i hvert fald det, de forventede.
Blandt alle de muligheder, der er for et menneskeliv
vælger Gud altså ikke at blive en mægtig kriger eller hærfører,
millionær eller skuespiller
eller smuk som en græsk gud.
Næh, han vælger at blive det lille barn i den fattige stald.

Han blev netop ikke født på et herberg eller hotel,
som vi nok vil kalde det i dag.
For hvad er et hotel?
Et hotel er et stillestående sted.
Det er (i dag i hvert fald) konstrueret som et gennemsnitssted,
hvor alle mennesker kan føle sig hjemme,
mens vi alle tænker, at det jo er langt fra at være et hjem.
Her er alt gennemsnitligt,
og dermed er alt lige gyldigt eller lige meget.
Her gøres det hele på samme måde hver gang.

Og det er netop derfor,
verdens frelser ikke kunne fødes på et hotel,
fordi livet kommer til at gå lidt i stå,
når alt er, som det plejer.
Når alt bliver gennemsnitligt er der intet drive,
ingen sjæl.

Gud vælger altså at blive født i en fremmed mands stald
af to forældre, der tilsyneladende knap nok var gift,
og som kort tid efter fødslen måtte flygte over hals og hoved til et fremmed land for at redde livet.
Guds søn begynder altså sit menneskeliv med at være flygtningebarn.

Det kan næppe blive mere ydmygt,
og det er netop meningen med det:

Gud går ind og gør sig til ét med de fattige,
de magtesløse, de udsatte.

Guds søn lever ikke op til grækernes,
til jødernes eller til vores forventninger om den perfekte kriger med tandpastasmilet eller den nationalistiske befrier.

Gud vælger at blive en tømrers søn.
En søn, der ikke engang kan drive familiefirmaet videre,
men som bliver en drømmer og en healer.
Hvis tilhængere da også med rette blev kaldt for tosser og klovne og som siden blev forfulgt, udstødt og endda slået ihjel.

Det lille Jesus-barn voksede op og blev voksen.
Han fortalte om Guds forunderlige rige,
om Guds kærlighed,
også til de mest elendige mennesker på jorden:
til dem, der var små og usle i verdens øjne:
flygtningebørn, ludere, forbrydere og landsforrædere
Dem, som ikke fulgte de gængse regler i samfundet.

Jesus forkyndte og viste Guds kærlighed til de magtesløse,
de sørgende, de forladte og de forrådte.
Og han vidste, hvad han talte om, ham Guds søn,
for han havde jo selv været én af dem,
midt i blandt dem.
Midt i blandt os.

Et artigt barn var han langtfra.
Han var en uromager.
Han stillede spørgsmålstegn ved en samfundsorden,
som de stærkeste havde vedtaget var normen.

Guds søn kom med kærlighed.
Men det var ikke den glansbillede-agtige kærlighed,
der smurte alt ind i sukker.
Det var en kærlighed,
der også talte med hårde ord, når det var nødvendigt.
Ord, som gik imod selvoptagethed og alt andet,
der skiller os mennesker fra kærligheden
og dermed skiller os fra Gud selv.

Guds søn stillede og stiller stadig spørgsmålstegn ved alt det,
der får vores liv til at stivne.
Når vi bliver for selvfede og selvretfærdige
og har nok i os selv og vores eget velnærede liv.
Når vi forsøger at hæve os over hinanden og dermed gør os selv til mini-Gud.

Guds søn siger til os,
at vi er på gale veje,
når vi lader love og paragraffer være vigtigere end menneskeliv,
som det stadig her 2000 år senere sker,
når velfærds-Danmark hytter sig selv og lader de svagere i stikken.
Når vi lukker øjnene for den næste, der står lige ved siden af os og har brug for hjælp.

Guds søn gik hele vejen.
Han opgav ikke sine principper eller overbevisninger,
fordi han blev truet på livet.
Han gik hele vejen til korset.

Så ja, den lille baby i krybben er også ham,
der hænger på korset her i kirken.

Men det er vigtigt at holde fast i billedet af Gud som det lille barn.
Når vi har leget krybbespil den sidste måned med alle børnene
er det ikke bare barnlig idyl,
fordi det er nemmere at forkynde jul end påske.
Der findes mig bekendt ikke ret mange glansbilleder med glimmer,
hvor Jesus hænger på korset.

Men vi holder fast dér,
hvor den kristne tro starter,
hvor gud viser os, hvordan han er,
ved at gøre sig sårbar som et lille barn.

Vi ser på barnet i krybben og bliver mindet om,
at Guds kærlighed altid virker i det svage.
Ikke i det stærke, blændende, forførende,
men i det svage.
Når vi giver afkald på magten,
når vi mødes og tør være de skrøbelige mennesker,
vi inderst inde er.

Det er en ny begyndelse, der sættes i verden julenat.
Ikke bare fordi endnu et barn sættes i verden,
men også fordi en ny begyndelse kom,
da Guds søn gik gennem lidelse og død,
drog til dødsriget for at hente os med tilbage til de levendes land.

Det budskab lyder til alle mennesker.
Ikke kun som et opråb til magthavere om at have hoved og hjerte med i deres beslutninger.
Det lyder til os alle.

Til de glade,
men måske især til dem,
for hvem glæden er blevet en svær sag;
hvor netop juletiden er en svær tid at komme igennem,
fordi der mangler nogen ved vores side.
Til dem, for hvem julesorgen ikke er et tomt ord.

Julebudet,
julebudskabet om barnet i krybben,
lyder til os alle.
Som et budskab om,
at der er født en frelser for hele folket.
Til alle,
børn og voksne,
sørgende og glade.

Ved netop at komme til verden som et lille barn har Gud som den første sænket paraderne,
kaldt os til sig og ladet os gøre det samme.
Lade os glemme sorgen,
pengebekymringen,
præstationsfikseringen,
forfængeligheden
eller hvad der nu kan plage os året igennem
og skille os fra Guds glæde.

Glemme al nid og nag,
lade det hele ligge ved alterskranken om lidt
og gå ud herfra som frie mennesker,
som vi også hører i udgangsbønnen.

Det må vi bede om i dag, juledag:
at det må gå os til hjertet,
at vi i grunden kun forstår Gud ved at gøre,
som han selv gjorde dengang i Betlehem:
ved at blive som børn på ny.

Glædelig jul.
Lad os sammen takke og bede:

Kirkebøn
Kære Gud.
Vi takker dig, fordi du julenat blev menneske som os.
Nu tør vi tro, at du er Lyset der er kommet til verden, og som skinner i vores mørke.

Vi beder dig:
velsign denne jul her hos os og overalt på jorden.
Giv os glæden ved stilheden,
og tryghed i troen på, at vi er dine børn.
Giv os lys fra dine øjne, så vi kan se det væsentlige:
barnet i krybben, himmelkongen.
Giv os øjne for mennesker i nød.

Lad døren til dit hus være vid nok til at tage imod alle,
og smal nok til at holde al misundelse, hovmod og strid ude. Gør tærsklen så lav, at børn og trætte fødder ikke snubler over den.

Vær med vores Dronning og alle, vi har valgt til at have ansvar i vores land. Lad dem have både hoved og hjerte med i deres beslutninger.
Vær med os alle i det ansvar, der er vores.

Vi beder for de mennesker, der må fejre denne jul uden deres kære,
for dem, der lever hvor der er krig og nød.
Lad julens budskab om fred nå de bange og magtesløse,
de forpinte og undertrykte,
så de får nyt håb.

Vær hos alle, der sørger og savner,
hos de syge, og dem, der har mistet eller skal miste en, de holder af.
Våg med dem der våger i denne tid.

Du, der kender vores hjerter og elsker os.
Giv os at åbne vores hjerter for dig og for vores medmennesker, så vi hjælper dem så langt, mennesker kan hjælpe.
Hjælp os med at finde og bevare juleglæden og lær os at dele den med andre.

Vi mindes dem, der ikke er hos os i dag,
både levende og døde.
Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen. Amen.