Fortsæt til indhold

Forsvarsministeren ’fangede selv nytårstorsken’ og sov med den i dagevis

Som så mange andre er Nicolai Wammens barndomsminder fra højtiderne fulde af bedrag

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Lokalavisen har talt med Forsvarsminister og Aarhus' tidligere borgmester, Nicolai Wammen, om hans forhold til nytår.
Hvordan skal du fejre nytår?
“Jeg ser frem til at fejre nytårsaften med gamle venner i Aarhus. Heriblandt Jacob Bundsgaard,” fortæller Nicolai Wammen, hvis nytår har ændret sig markant de senere år.
Dagen efter den store aften er han som minister inviteret til nytårstaffel hos dronningen.
“Det er hårdt, når man vågner 1. januar og ved, at man om aftenen skal i pingvinsættet og til middag hos dronningen. Efter jeg er blevet minister, slutter mit nytår også lidt tidligere,” siger forsvarsministeren.

Fangede selv ’nytårstorsk’

Har du et nytårsminde, du vil dele med Lokalavisens læsere?
“Da jeg var 4-5 år gammel, spurgte min far, om jeg ville fange nytårstorsken. Det ville jeg jo gerne, og han tog mig med ned til åen foran Hovedbiblioteket, som dengang havde en virkelig dårlig vandkvalitet. Min far havde, uden jeg vidste det, medbragt en sild. Eller det var måske nærmere en filet, for den havde hverken hoved eller noget. Vi får smidt stængerne i vandet, og der sker ingenting. Så siger min far “Nicolai, kig op på arresten, der er en, der flygter!”, og mens jeg kiggede på arresten, satte min far fiskefileten på krogen. Så sagde han “Der er bid!”, og jeg var pavestolt over at have fanget ‘nytårstorsken'. Jeg blev faktisk så glad for den fisk, at jeg sov med den som bamse, indtil min mor smed den ud fire dage senere,” fortæller Nicolai Wammen og fortsætter:
“Jeg har ikke bebrejdet ham det siden.”
Nicolai Wammen indskyder, at sønnen Karl ikke ville hoppe på den slags.
“Han er klogere end mig,” siger forsvarsministeren.
Ministeren afslutter med at ønske aarhusianerne et godt nytår.