Der bliver valg i januar
Djurskredsen kan opstille hele seks lokale kandidater til det kommende folketingsvalg:
- Liberal Alliance: Per Zeidler, nuværende byrådsmedlem i Syddjurs, bopæl: Rønde
- Enhedslisten: Ulf Harbo, nuværende kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, bopæl: Glesborg
- Kirstine Bille, nuværende byrådsmedlem i Syddjurs, bopæl: Balle
- Socialdemokratiet: Leif Lahn Jensen, nuværende folketingsmedlem, bopæl: Grenaa
- Det Radikale Venstre: Carsten Bech, tidligere byrådsmedlem i Syddjurs, bopæl: Ugelbølle
- Venstre: Anne-Mette Winther Christiansen, nuværende folketingsmedlem, bopæl: Grenaa
- Plus tre ’udefra’:
- Konservative: Søren Vanting, bopæl: Hornsyld
- Kristendemokraterne: Bjarne Nederby Jessen, bopæl: Frederiksværk
- Dansk Folkeparti: Kim Christiansen, nuværende folketingsmedlem, bopæl: Mariager
Hertil kommer:
- Dansk Folkeparti: Per Dalgaard, tidligere folketingsmedlem og nuværende byrådsmedlem i Syddjurs. Han opstiller i Favrskovkredsen, bopæl: Ryomgård.
Alle bør sove med valgstøvlerne på. Valgdatoen er tæt på, og som en kyndig iagttager påpegede til Lokalavisen i weekenden, skal en statsminister ikke nødvendigvis udskrive folketingsvalg fra Folketingets talerstol.
En langt bedre platform til at gøre det på, er stuens femte væg, fjernsynet, og et kvalificeret gæt herfra lyder på, at statsministeren benytter sin nytårstale til at udskrive et januar-valg. Med Finansloven smertefrit i hus er skrivebordet ryddet til, at vælgerne kan få lov til at give deres besyv med.
Djursland gav tre relativt sikre mandater ved det seneste folketingsvalg i 2011.
Kan Djursland hente yderligere et mandat med flere kendte lokalpolitikere på stemmesedlen? Meningsmålingerne indikerer det ikke, men de tager heller ikke afsæt i lokale forhold.
Konkurrencen på Djursland har aldrig været større om de over 60.000 vælgeres gunst, og det kan vise sig både at være en fordel og det modsatte, men spiller de lokale kandidater deres valgkort rigtigt, bliver det til en fordel. Det kræver imidlertid, at de kommer ud af starthullerne nu med en klar lokal dagsorden.