ÅHG kollapsede totalt de sidste 32 minutter...
Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer havde styr på Brabrand frem til det 28. minut, så væltede korthuset imidlertid
Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) unge mandskab i 3. division er kommet ned på jorden igen efter en lovende sæsonstart med 12 point i otte kampe.
Fredag aften i en fyldt Aastruphallen var dagsordenen klar på forhånd. 32-22 blamagen fra foregående kamp i Kolding HK skulle vaskes af eftertrykkeligt mod Brabrand, der kom til opgøret med ti point og tre nederlag i streg.
Uden at have spillet prangende førte hjemmeholdet 14-11 efter 28 minutter på trods af, at kæmpen Bryan Mathew Oduor havde ligget syg i hele ugen op til kampen og ikke spillede op til sit bedste, og at stregspilleren og forsvarskrumtappen Rasmus Lund i øjeblikket ikke kan træne, fordi han går på skole i Skjern.
"Desværre scorede Brabrand to heldige mål inden pausen, og da de også scorede de tre første mål efter pausen, var vi pludselig bagud 16-14 kort ind i 2. halvleg," fortæller ÅHG-træner Carsten Vikkelsø Jensen.
Alt væltede
Modgangen påvirkede hjemmeholdet, som slet ikke kunne finde melodien de sidste 32 minutter, der blev tabt med hele 21-11, så slutfacit blev en sejr til gæsterne på 32-25.
"Vi sejlede rent forsvarsmæssigt efter pausen, og selv om vi forsøgte at justere rent taktisk, så fik vi aldrig fat igen," siger Carsten Vikkelsø Jensen, der så sit hold være bagud med hele ti mål på et tidspunkt.
"Problemet var, at vi ikke overholdte vores aftaler. Det falder ikke kun tilbage på spillerne, for vi som trænere har naturligvis et stort ansvar for, at det taktiske sidder i skabet."
ÅHG havde sidste års dygtige målmand Jonas Skjøth Hansen med på holdkortet som supplement til stortalentet Kristoffer Petersen, men da Jonas Skjøth Hansen kom på kassen efter pausen, kunne han ikke gøre det store, fordi forsvaret nærmest var gået hjem, ifølge Carsten Vikkelsø Jensen.
Jonas Skjøth Hansen er vendt tilbage til ÅHG efter, at han i sommerpausen ellers meddelte, at han ikke var til rådighed i denne sæson.
Udvisninger skævt fordelt
Med til historien hører, at hjemmeholdet undervejs spillede 9-10 gange i undertal, fordi dommerne rundhåndede delte to minutters udvisninger ud til ÅHG-spillerne.
"Det skal bestemt ikke være nogen undskyldning, men det siger alligevel noget, at Brabrand fik deres første udvisning, da var spillet 54 minutter," bemærker Carsten Vikkelsø Jensen.
Han var tilfreds med højresiden, Daniel Minke på højrefløjen og Joachim Pedersen på højre back. Resten havde en mere eller mindre alt for stille dag på kontoret.
"Men selv om jeg var rystet efter kampen over, hvor nemt vi faldt sammen efter at have haft kampen i vores hule hånd, vil jeg også bruge tid på at kigge på mig selv og overveje, hvordan vi skal gribe tingene an, før vi møder Viby inden julepausen på lørdag. Får vi et eller to point her, kan vi være ovenud tilfredse med første turneringshalvdel," slår Carsten Vikkelsø Jensen fast.