Fortsæt til indhold

Plagiat fyrer hit efter hit efter hit efter...

Kolind-Perstrup klar til det årlige julebal 1. juledag i Kolind Hallen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Kolind-Perstrup (KPI) holder fast i traditionen med julebal i Kolind Hallen 1. juledag.
I år bliver det med bandet Plagiat som musikleverandør og med den lokale diskenspringer 'Mulle' som forvarmer og pauseunderholdning.
Plagiat kalder sig selv et partyband, men af den slags, hvor musikerne kan spille lidt mere end til husbehov og ikke gør sig i fodslæbende guitarsoloer.
Bandet består af fire professionelle konservatoriemusikere, der alle er aktive i andre sammenhænge. Forsangerinden, Anne Sofie Steen og trommeslager, Jens Bach kendes fra partybandet Tennis, der tidligere har spillet til julebal i Kolind.
De øvrige medlemmer gør sig i orkestre som Allstars United og The Late Show.

Adgang fra 16 år

Det koster 100 kroner at komme ind på halgulvet frem til klokken 23. Herefter 130 kroner.
Unge fra 16 år og opefter kan være med, men der ingen udskænkning af alkohol til unge under 18 år.
Arrangørerne vil i tvivlstilfælde bede om at se billedlegitimation.

Er du ude, er du ude

Kurt Madsen, tidligere hovedformand i KPI, står sammen med en række andre KPI'ere bag juleballet, og i lighed med tidligere år håber han på et rykind på over 550-600 gæster.
"Der er tradition for, at mange unge, der er flyttet fra lokalområdet, men er hjemme ved familien i julen, benytter juleballet til at hilse på gamle venner og kammerater," siger Kurt Madsen.
Han minder om, at der som altid er mulighed for at ryge i en lukket rygegaard i tilknytning til hallen.
"Vi fastholder også i år, at man ikke kan fare ud og ind. Har man forladt festen en gang, er det ikke muligt at komme ind igen," understreger Kurt Madsen.