Fortsæt til indhold

Tid til tre måneder på skøjter 24-7

Den ny kunstisskøjtebane på pladsen foran rådhuset i Grenaa kan benyttes i døgnets samfulde timer

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En hær af mennesker omkransede den ny 300 kvadratmeter store og smukt oplyste kunstisskøjtebane med bander på pladsen foran rådhuset, da formand for kultur- og udviklingsudvalget Else Søjmark (S) forrige fredag aften - umiddelbart efter, at det store juletræ på Torvet var blevet tændt - kunne indvie et nyt vartegn i midtbyen, som nok skal få mange gæster de næste tre måneder, hvor banen er til fri afbenyttelse med et par skøjter under fødderne fireogtyve timer i døgnet, syv dage om ugen, kun afbrudt af de få minutter, hvor banen skal rengøres.
Rengøringen har folk fra FC Grenaa påtaget sig.

Kunstisskøjtebanen holder åbent 24-7 i december, januar og februar. Foto: Lars Norman Thomsen

Lejer i første omgang

Det er erhvervslivet, lokale foreninger og Norddjurs Kommune som er blevet enige om at afprøve interessen for en kunstisskøjtebane i midtbyen.
Else Søjmark understregede ved fredagens åbning, at mange bidrager økonomisk til kunstisskøjtebanen, der i første omgang er lejet.
Bidragsyderne har alle fået deres signatur på kunstisskøjtebanens bander.
Når de tre måneder er gået, vil initiativtagerne tage stilling til, om der er basis for en mere permanent løsning.
Kultur- og udviklingsformanden er dog sikker på, at kunstisskøjtebanen nok skal yde sit bidrag til vinterhyggen i midtbyen.

Mange skøjtede ud

Efter at Else Søjmark havde sakset snoren over, benyttede en pæn del børn og unge muligheden for at skøjte ud og afprøve 'isens bæreevne'.