Fortsæt til indhold

ÅHG jagter en låsesmed

For tredje kamp i træk var der ingen prop i hullet, da Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer led et nyt nederlag. Viby vandt hjemme 30-27

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer gik på juleferie med en træls oplevelse.
Et 30-27 (14-14) nederlag i lørdagens udekamp mod Viby IF.
Det var tredje kamp i træk, at ÅHG måtte indkassere 30 mål eller mere i eget net.
"I de foregående otte kampe fik modstanderne i gennemsnit lov til at score 22-23 mål i vores net, så ingen tvivl om, hvor vi har en stor udfordring," siger Carsten Vikkelsø Jensen, den ene halvdel af trænerduoen i ÅHG.
"Viby er bestemt ikke noget skræmmende hold, og vi vil slå dem ni ud af ti gange, men det kræver, at vores forsvar er oppe på mærkerne og holder aftalerne. Det har desværre ikke været tilfældet de tre seneste kampe."
"En del af forklaringen er, at vi grundet studier, arbejde og sygdom ikke har fået trænet optimalt den sidste måned. Rasmus Lund har på grund af studier ikke trænet de to sidste måneder, Bryan Mathew Oduor har været plaget af sygdom og mod Viby var vi uden Carsten Sander, der havde meldt afbud af familiære årsager."

The same old story...

ÅHG var ellers godt med før pausen på trods af en dårlig start på kampen.
"Vi var bagud 9-6 efter et kvarter, men fik så vendt bøtten og førte 14-12 med blot to minutter igen, men så gentog vi os selv fra sidste kamp og gav Viby et par alt for nemme mål. I stedet for at kunne gå til pause med et lille forspring, måtte vi nøjes med 14-14," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Efter pausen kom ÅHG atter skidt fra start og var baud 24-19 efter et kvarter.
"Vi hang i bremsen, selv om vi kom lidt tættere på mod slutningen, og det rent angrebsmæssigt fungerede fint, men vi manglede selvfølgelig de scoringer fra anden bølge i kontrafasen, som vi lavede mange af i starten af sæsonen, fordi vores forsvar var så stærkt på daværende tidspunkt, at vi fik mulighed for at løbe kontra," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Han fremhæver den unge bagspiller Joachim Pedersen, der bliver bedre og bedre fra kamp til kamp.
"Joachim imponerede mig igen. Både med sine scoringer, men også med flere gode indspil til stregen, der gav bonus i form af flotte mål," roser træneren.

Godkendt første halvdel

Trods tre nederlag i streg godkender Carsten Vikkelsø Jensen udbyttet af efterårets 11 kampe.
"Før sæsonen havde ingen regnet med, at vi ville kunne gå på juleferie med 12 point, så det skal vi være glade for."
ÅHG starter ud efter nytår med en hjemmekamp mod Hasle KFUM, der har samlet syv point i første turneringshalvdel, i Astruphallen søndag 4. januar klokken 15.
"Lidt af en nøglekamp at starte med. Kan vi vinde den, ser det godt ud," erkender Carsten Vikkelsø Jensen.
Det første indbyrdes møde de to klubber imellem sluttede 23-23 efter, at ÅHG på et tidspunkt havde ført med seks mål.