Blockbuster-butikken i Aarhus genopstår i ny form
Blue City åbner en ny forretning på Randersvej og giver kunderne chancen for køb og salg af forbrugerelektronik og sikrer 7-8 arbejdspladser i Aarhus. Der er gode eventtilbud til kunderne på den officielle åbningsdag, fredag 28. november
Den tidligere Blockbuster-forretning på Randersvej 142 i Aarhus N er nu genopstået i en ny og tidssvarende model, hvor køb og salg af forbrugerelektronik er nye varer på hylden ud over film og spil.
”Vi glæder os meget til at slå dørene op for kunderne. Tiden er løbet fra en forretning, der kun sælger og udlejer film og spil. Men ved at købe, klargøre og sælge forbrugerelektronik som mobiltelefoner, tablets og computere sætter vi gang i en handel, der har bred appel til alle moderne forbrugere,” siger Blue Citys administrerende direktør Søren Heilmann, i en pressemeddelelse.
Med nye investorer i ryggen er han i færd med at opbygge kæden af Blue City-forretninger over det meste af landet. Foreløbig åbner 12 butikker i hovedstadsområdet, på Sjælland, Fyn og i det midt- og sydjyske område. Det giver arbejde til i alt cirka 100 personer – alene 7-8 i Aarhus.
Søren Heilmann stod også i spidsen for Blockbuster-butikkerne, så han er nøje bekendt med både de udfordringer og muligheder, som de 12 forretninger byder på.
”Vi har undersøgt markedet ganske godt. Og de første tilbagemeldinger, vi har modtaget her i Aarhus er klart positive. Vi tror på, at mange vil finde det interessant at sælge deres gamle telefoner og andet, når de er klar til en nyere model. For eksempel en brugt, som vi har gjort klar til brug,” siger Søren Heilmann, der allerede har store forventninger til julehandelen.
Blue City-forretningen på Randersvej 142 i Aarhus N markerer sin åbning med gode tilbud og en ekstra bonus til de kunder, der indleverer eller sælger elektronik på den officielle åbningsdag fredag den 28. november.