Folk og Liv på gaden på fredag
Den traditionsrige lokalhistoriske årbog tilbage efter kort pause
Så er der godt nyt til de lokalhistorisk interesserede. Den lokalhistoriske årbog 'Folk og Liv' udkommer på fredag efter at have holdt pause i 2013, da bogen om Kalø: 'Kalø. Slottet og godset i 700 år', udkom i stedet med historiker og tidligere borgmester Vilfred Friborg Hansen som forfatter. I år er han igen redaktør på 'Folk og Liv', og som tidligere står boghandler Niels Trangbæks forlag "Boggalleriet" bag udgivelsen.
Årets herregårdshistorie handler i år om Lyngsbækgaard. Her fortælles dels om Mønsted-familiens tre generationer på Lyngsbækgaard – mest kendt er nok en af brødrene fra anden generation, nemlig "margarinekongen" Otto Mønsted, ham med OMA-margarine.
"Men også den helt moderne historie er med. Her fortæller Vivi Frederiksen om sine 30 år på gården, og Henrik Frederiksen fortæller om sin samling af veteranbiler, som nu fylder tre af bygningerne på Lyngsbækgaard. Også parrets køb af Molskroen og det tidligere "Vægtergården" er med i beretningen," fortæller Vilfred Friborg Hansen.
Slaget ved Helgoland
150-året for nederlaget i 1864 markeres med en artikel om Fregatten Jyllands deltagelse i slaget ved Helgoland 9. maj 1864 mellem danske og østrigsk-preussiske flådestyrker cirka 10 sømil sydøst for den dengang britiske ø Helgoland. Artiklen er naturligvis skrevet af Fregattens direktør Benno Blæsild.
På samme vis markeres 200-året for "tabet af Norge" i 1814 med en artikel af Palle Schødt Rasmussen om "kanonbådskrigen" mod englænderne langs Djurslands kyster.
Første træfning i krigen fandt sted i Ebeltoft, og flere af skanserne fra krigen ses endnu i landskabet. På Djursland blev der anlagt skanser ved Udbyhøj, Treå Mølle (øst for Bønnerup), Gjerrild, Grenaa, Havmøllen, Ahl ved Ebeltoft samt Ebeltoft.
Willy Larsen i Rønde
Jonna Pedersen fortæller om firmaet Willy Larsen i Rønde, der blev stiftet af hendes far og videreført af hende og hendes mand Jørgen Pedersen, og som i dag videreføres af deres søn og svigerdatter Peter og Linda Pedersen. Gennem firmaets udvikling afspejles hele Rønde bys udvikling fra 1940'erne til i dag.
Adresseavisens journalist Martin Schultz bidrager med to artikler: dels om Bent Frederiksens og familien Frederiksens liv med Hotellet i Rønde, dels om Jakob Olesens liv med fodbolden i Kolind, Nimtofte og siden i IF Midtdjurs i Ryomgård.
Årbogen bevæger sig også ud på Mols. Margit Sørensen, Egens, og Knud Ole Sørensen, Feldballe, fortæller om fiskeri fra Egens Havhuse, og Hanna Jessen, Ebeltoft, fortæller om livet i landsbyen Toggerbo i 1950'erne.
Alice og Gunnar Nørgaard fortæller om det gamle Ugelbølle, Johs. Hansen og Henny Degn om det gamle Taastrup. Og årbogen slutter med historien om "da Chr. Vester købte Møllerup", og "da Frederik Legarth købte Gl. Estrup".
'Folk og Liv' vil fra på fredag kunne købes i Trangbæks boghandel i Rønde og andre boghandler.