Farum Arena er klar til stor invasion
Arenaen er i december ramme om et kæmpe Lan-party. Her vil omkring 750 mennesker spille computerspil
Den 17-årige Oliver Rimmer fra Farum er en af arrangørne af et stort Lan-party i Farum Arena i december.
Et Lan-party er en begivenhed, hvor deltagerne medbringer deres egne computere, som kobles sammen i et netværk, hovedsagligt for at spille konkurrencer i multiplayerspil. Lan står for Local Area Network.
Oliver Rimmer er medlem af Nordsjælland Lan-party, der er arrangør.
Der har med stor succes og højt deltagerantal været afholdt i Farum i påsken og næste gang er i weekenden 19-21. december.
Oliver spiller selv en del, men han er primært iværksætter. Han har sit eget firma, Gamestudio, hvor han leverer spil.
Hans værelse bærer tydeligt præg af hans hobby. I stedet for bare en skærm ved skrivebordet, er der fire.
Han har gået i skole i Farum og går nu på HTX i Lyngby.
“Jeg har fået udviklet min forretning Games2You.dk, og jeg har blandt andet fået kontor på Rådhuspladsen i København”, fortæller han.
Plads til mange
Han glæder sig til det næste event.
“Der er solgt 600 billetter nu, og vi forventer 750 deltagere lige som sidst”, fortæller Oliver Rimmer, der fortæller, at partyet har nogle enkelte ændringer i forhold til påskeventet.
“Denne gang er eventet en dag mindre. Der er også den nyhed, at man købe en forplejningsbillet, så alle måltider indgår”.
“Ved sidste event var der deltagere fra både Sjælland, Fyn, Sverige, Tyskland og England”, fortæller Oliver.
Foreningen er relativ nystiftet. Den er fra februar 2014.
“Vi er en frivillig forening og tjener derfor ingen penge på det. Vi gør det kun for at skabe et socialt og hyggeligt event for Danmarks gamere. Til vores event kommer Danmarks største og mest kendte youtube'ere, og de reklamerer selvfølgelig for os”, siger den unge medarrangør.
Ved det store event er der turneringer i League of Legends (LoL), CS:GO, Minecraft og Hearthstone. Sponsorer har sørget for store præmier.
LAN-festen begynder fredag 19. december klokken 19.
Overnatter på stedet
Man medbringer selv sovepose, underlag, computer og hvad man ellers får brug for. Der er to sovehaller.
Det sker ofte ved et LAN-party, at nogle konkurrencer forløber det meste af natten.
“Nogle spiller hele natten, andre sætter pris på at sove lidt indimellem”, siger Oliver Rimmer.
Man kan læse mere på NLParty.dk, hvor der også er tilmelding.
Når man ikke spiller computerspil, er der mulighed for at spille fodbold og andet udendørs.
Oliver Rimmer selv vil man muligvis høre mere og andet til i fremtiden.
“Jeg er gået lidt ind i politik i kommunden. Jeg er suppleant i ungrådet, og var indstillet til årets kulturpris”, fortæller han.
Stig.tolderlund@lokalavisen.dk