For højt PCB-niveau på nordsjællandsk skole
Håndværkere skal nu reducere PCB-niveauet på Smørum-skolen
36 skoler og daginstitutioner i Egedal Kommune, som er opført fra 1950 til 1986, kan potentielt være forurenet med for meget PCB i indeklimaet.
Derfor har bygningerne været under en omfattende screening for at klarlægge PCB-niveauet i de kommunale bygninger.
Resultatet er positivt for Egedal. 35 skoler og daginstitutioner har en koncentration på under 300 nanogram PCB/m3 luft i indeklimaet, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen ikke udgør en forøget helbredsrisiko.
Men på Boesagerskolen i Smørum er resultatet knap så rosenrødt. Her har prøverne vist et mindre PCB-niveau, der ligger lige over Sundhedsstyrelsens nedre grænseværdi.
Ingen sundhedsfare
Styrelsen vurderer i sine anbefalinger, at der ikke er akut sundhedsfare for børn og voksne ved et PCB-niveau på mellem 300 og 3.000 nanogram pr. m3 luft i indeklimaet, men at det muligvis kan give sundhedsskader på lang sigt, hvis man opholder sig længe i lokalerne.
På Boesagerskolen er der på fire steder konkret målt 390, 330, 340 og 680 nanogram PCB pr. m3 luft i indeklimaet.
Luftprøverne på Boesagerskolen er blevet suppleret med materialeprøver, der viser at PCB'en primært gemmer sig i gamle fugematerialer i den fløj, hvor hove,dindgangen, lærerværelse og faglokalerne er placeret, men også i mindre omfang andre steder på skolen.
“Der er ingen akutte sundhedsproblemer på skolen, men ud fra et forsigtighedsprincip følger vi naturligvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at reducere PCB-niveauet. Vi er i øjeblikket i gang med at planlægge, hvordan vi håndværksmæssigt bedst reducerer PCB-niveauet på skolen så hurtigt som muligt, så vi kommer ned under styrelsens nedre grænseværdier, siger projektleder Niels Erik Farik.