Fortsæt til indhold

Succesforfatter får børnene til at læse bøger

Børnebogsforfatteren Josefine Ottesen var i øjenhøjde med eleverne fra 4.-6. kl. på Rønde Skole

Samfund
Af Martin Schultz

?Næst efter Bjarne Reuter er hun den danske forfatter, der har flest bind stående på bibliotekerne.
Omkring 100 bøger er det blevet til gennem 30 år, og den 58-årige forfatter fra Fyn er langt fra færdig. Oprindelig er hun uddannet skuespillerinde og klovn, men fantasien bobler i den grad, at det er blevet til bog på bog gennem årene.
”Nej, jeg har aldrig haft skriveblokade,” svarede Josefine Ottesen, da eleverne fik lov til at stille spørgsmål under de to sceancer på Rønde Skole for eleverne på mellemtrinnet fra 4.-6. klasse i onsdags, hvor den flittige og succesrige forfatter læste op af sin nyeste bog Helgi Daner og fortalte eleverne om sit liv som forfatter.

Eleverne vil læse mere

Der er ifølge dansklærer Karen Bødker en grund til, at man har hentet den kendte fantasy- og adventureforfatter til at holde foredrag på Rønde Skole.
“Mange elever har fået deres læsegennembrud ved at læse Josefine Ottesens bøger. De bliver grebet af fortællingen, og fordi det er seriebøger, så skal man også lige læse den næste, og så er man i gang med at læse,” siger Karen Bødker.
Eleverne havde forberedt sig på forfatternes ankomst og har også arbejdet med hendes fantasiskabende billedunivers i håndgerning, hvor eleverne to og to har syet billeder, som nu alle skal syes sammen til ét stort kæmpebillede.