En person kørt på hospitalet efter Magasin-brand
Brandchef roser Magasin-ansatte, der forsøgte at slukke en brand i en sengeudstilling. En af disse medarbejdere er kørt på hospitalet, mens fire andre er tilset af en læge på stedet
Beboere i det centrale Lyngby blev tirsdag morgen vækket af brandbiler og røgudvikling fra Magasin.
Kort efter klokken lidt over syv i morges udbrød der brand i en sengeudstilling på 3. etage i stormagasinet.
Personalet forsøgte at slukke branden og fik assistance af brandvæsenet, der kort efter alarmen var gået ankom til Klampenborgvej.
"Vi fik relativt hurtigt slukket branden, men efterfølgende var det et stort arbejde at få røgen ud. En af de personer fra Magasin, der forsøgte at bekæmpe branden er kørt til observation på hospitalet, mens fire andre er tilset af en læge på stedet," siger Rasmus Storgaard Petersen, der er beredskabschef i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Branden spredte sig ikke til andre etager, men røgen spredte sig dog til et mindre område af 2. etage.
Færdige efter to timer
Brandvæsenet forlod stormagasinet klokken ni, hvor slukningsarbejdet var veloverstået.
Lyngby-Taarbæk Brandvæsen fik assistance fra Gladsaxe Brandvæsen, og det skyldtes ifølge Rasmus Storgaard Petersen, at brandvæsenet ikke ønskede at tage nogle chancer.
"Det var en voldsom melding med brand i Magasin, så vi skallerede op rimelig hurtigt, for vi ved, at der er vanskelige adgangsforhold dernede, men vi kender bygningen i forvejen. Jeg vil samtidig gerne fremhæve indsatsen fra Magasins ansatte. Havde de de ikke gået i gang med brandslanger, kunne det være endt værre, end det gjorde," siger brandvæsenets øverste chef.
Der er allerede tilkaldt et såkaldt følgeskadefirma med speciale i røgskader, som er i gang med at klarlægge skaderne på Magasins 3. etage.
Lyngby Hovedgade og Nørgaardsvej var ifølge Nordsjællands Politi spærret frem til kl. 8.50.