Fortsæt til indhold

Massageapparater og plyshåndjern revet ned fra hylderne

Samfund
Jacob Nielsen

Det er ikke kun gode tilbud på ostehaps og letmælk, der pryder årets sidste tilbudsavis fra Netto. På nogle af de bagerste sider er der gjort plads til nogle lidt mere lumre varer, idet Netto for første gang sælger forskellige former for sexlegetøj - alt fra plyshåndjern og massageapparater til blindfolds, frække strømper og en magisk tryllestav er blandt varerne på hylderne.
Og noget ser ud til, at Netto-kunderne er vilde med at shoppe frækt legetøj og hakket kød på samme tid. Salget er i hvert fald gået forrygende.
"Vi har været overvældet af alle de positive tilkendegivelser og kommentarer, vi har fået fra kunderne. Det er svært på forhånd at spå om, hvilke produkter kunderne tager bedst imod. Men vores forventninger til salget er overgået," siger marketingschef i Netto, Martin Hasgard Olesen, til bt.dk.
Ifølge marketingschefen er det især tryllestaven, massageapparatet, håndjernene og en mankini, som har toppet salgslisterne.
Om der også vil være sexlegetøj på hylderne i supermarkedet til næste år, vides endnu ikke, skriver bt.dk.