Anmeldelserne vælter ind
Antallet af rotteanmeldelser er steget med 150 procent
De gnaver, lugter, sviner og kan overføre sygdomme. Og der bliver tilsyneladende flere og flere af dem.
Antallet af rotteanmeldelser i Furesø er de sidste år steget med næsten 150 procent, viser tal som kommunen har indberettet til Naturstyrelsen.
Dermed er Furesø Kommune en af de kommuner i hele landet, hvor antallet af anmeldelser er steget mest siden 2009.
Men der er ikke nogen forklaring på, hvorfor antallet af rotter er steget så voldsomt i Furesø, fortæller Gert Klausen, der er daglig leder af Driftsgården.
"Der er ikke en entydig forklaring. Det er ikke til at sige, hvad det skyldes, og eksperterne har heller ikke et klart svar. En af årsagerne kan være, at der løber mindre og mindre vand gennem kloaksystemerne. Det betyder, at rotterens mad får lov til at ligge længere", lyder det fra Gert Klausen, der blandt andet peger på lavskylstoiletterne og et lavere vandforbrug som nogle af årsagerne til, at der ikke løber så meget vand gennem kloakkerne mere.
Læs også: Rottefænger med pels og fire ben
I 2009 fik Furesø Kommune 332 rotteanmeldelser, men sidste år ringede borgerne 829 gange til kommunen for at fortælle, at de havde set en rotte.
I nabokommunerne Egedal og Allerød er rottebestandene 'kun' steget med henholdsvis 100 og 32 procent siden 2009, mens man i Rudersdal har haft stor succes med at bekæmpe de små gnavere. Her er bestanden faldet med 14 procent.
"Vi har meget fokus på at få lukket hullerne i kloakkerne, så rotterne ikke kan komme op og yngle. Så det holder vi meget øje med. Vi har placeret 24 såkaldte wise trap-fælder (en fælder, der automatisk udløses, hvis der kommer en rotte forbi og dræber den med 14 spyd, red) rundt omkring i kloaksystemerne, og derudover har vi jo også lige fået en hund, som hjælper medarbejderne med at fange rotter", fortæller Gert Klausen.
Sidste år brugte Furesø Kommune over en million kroner på at bekæmpe rotter, og kommunens udgifter til rottebekæmpelse er steget med 24 procent siden 2009.
Se en wise trap-fælde i aktion (videoen kan virke voldsom):