I dag topper vores juleindkøb på nettet
Hver dansker shopper i dag for 48 kroner på nettet
Har du shoppet julegaver på nettet i dag? Hvis ikke du har, så har din nabo formentlig. I dag - torsdag den 11. december - ventes juleræset nemlig at nå årets højdepunkt på nettet.
Ifølge en undersøgelse, foretaget af Adobe, forventes danskerne i dag at shoppe gaver og alt muligt andet på nettet for svimlende 270 millioner kroner - eller det der svarer til 48 kroner per dansker fra vugge til grav.
Undersøgelsen viser også, at danskerne i stigende grad netshopper via mobilen og tablet. i november og december kommer 18,9 procent af onlinesalget i Danmark fra enten smartphones eller tablets, hvilket er en stigning på 56 procent i forhold til sidste år.
"Det er ikke kun i Danmark, at flere og flere hiver mobilen frem, når der skal shoppes. I Europa oplever man en vækstrate af mobile transaktioner på 38 procent. Tendensen skyldes blandt andet, at skærmene på vores smartphones er blevet større, og at vi er blevet mere trygge ved at købe ting på farten," siger Malin Bodolla, nordisk marketingchef hos Adobe.
Onlinesalget netop nu er ganske vigtigt for butikkerne, da julemånederne står for 20 procent af Danmarks årlige onlinesalg.