Fortsæt til indhold

Her er vinderen af DM i bøfsandwich 2014

Danmarks bedste bøfsandwich fås igen på havnen i Aarhus

Samfund
Kim S. Andersen

Havnens Perle i Aarhus er netop kåret til at lave Danmarks Bedste Bøfsandwich i 2014.
Fastfood-stedet vandt også i 2012, og kan dermed igen kalde sig indehaver af titlen Danmarks Bedste Bøfsandwich efter i ét år at have udlånt titlen til Vestre Baadelaug i Aalborg.
December-finalen om årets bedste bøfsandwich havde seks finalister, som alle leverer versioner af kongerigets frækkeste mahognifarvede burger. Årets finalefelt var så stærk,t at det måtte udvides til seks kandidater.
Årets vinder får leveret friskhakket oksekød fra slagteren hver dag og koger selv fond på kraftben og urter til de cirka 150 liter gaffelvenlig brun sovs, de langer over disken hver uge. En anden tilføjelse og hemmelighed bag topplaceringen er den hjemmelavede agurkesalat og engelsk sauce på bollen.

En meget tæt afgørelse

Da dommerstemmerne blev talt op, var det marginaler, der afgjorde de øverste pladser med en point-spredning på kun 4 procent imellem de tre bedste finalekandidater. Således kan Vestre Baadelaug i Aalborg og Chicky Grill i København gå med visheden om, at deres bøfsandwiches på henholdsvis anden- og tredjepladsen er utroligt tætte på det niveau, som vinderen fra Havnens Perle i Aarhus fremviser.
Havnens Perle blev grundlagt i 1962 og har udover bøfsandwich-titlen i 2012 også vundet prisen som Aarhus' bedste pølsevogn hele tre gange.