Sanne Søgaard er skiftet til nyt fortov
Energi- og Velværeklinikken forbliver dog i centrum af Hornslet
Sanne Søgaard, hendes mand Henrik, og det øvrige personale havde en travl weekend med at få rigget det sidste til i de tidligere Nature Time (Jagt, Fiskeri og Fritid) lokaler på hovedgaden i Hornslet.
Mandag 1. september havde Sanne Søgaard nemlig officiel åbning af sin nye, "gamle" Energi- og Velværeklinik i ny og mere intime lokaliteter skråt overfor den tidligere adresse i det tidligere posthus.
"Det har været vildt hektisk at blive færdig til tiden, og vi er er mange, som har ligget nærmest vandret den sidste måneds tid for at blive klar til åbningen," fortæller Sanne Søgaard.
Billigere husleje
Efter flere operationer i højre hånd i 2001 blev Sanne Søgaard nødt til at vende sit arbejdsliv på hovedet og se på nye muligheder på arbejdsfronten. Hun uddannede sig i en helt anden boldgade, og det førte med sig, at hun startede Hud & Fodplejeklinikken i Hornslet i 2007.
I 2009 flyttede klinikken ned i Hornslet midtby i større lokaler, hvor hun og de efterhånden flere og flere medarbejdere holdt til frem til 2011, da posthuset blev ledigt.
"Men huslejen er blevet for dyr i en tid, hvor alle får huslejenedsættelser," siger Sanne Søgaard.
"Derfor har vi været på udkig efter et nyt sted, og vi faldt for lokalerne på den anden side af gaden. Dermed markerer vi også tydeligt overfor de mange af vores kunder, som har troet, at vi var på vej væk fra Hornslet, at det er her, vi vil være," fastslår hun.
Udvider sortimentet
Sanne Søgaard benytter flytningen til at pudse sit sortiment af.
"Vi udvider fodplejedelen, fordi det er her, vi mærker en massiv fremgang i efterspørgslen."
Det betyder, at der nu er tre betjeningspladser, og de tre pladser er adskilte ved hjælp af flytbare vægge.
"Det giver bedre muligheder for ro og fordybelse patient og behandler imellem," bemærker Sanne Søgaard, der endvidere indfører en klippekortordning for kunderne, som giver dem mulighed for at spare penge. Hun udvider også det professionelle behandlingstilbud. Dele af personalet har uddannet sig yderligere, så de nu også kan udføre diverse behandlinger som at fjerne karsprængninger, talgknopper, kolesterolaflejringer, leverpletter, skintaks og pigmentpletter.
"Mange kunder har længe forespurgt på disse ydelser, både i forbindelse med ansigtsbehandlinger og som enkeltstående behandlinger," fortæller Sanne Søgaard som inviterer til åbent hus og reception i de nye omgivelser lørdag 6. september fra klokken 10 til 14.