Fortsæt til indhold

Ny træningsform har været hendes mirakel-kur

21-årige Liv fra Rødovre har lært at undertrykke sine tics ved hjælp af træning. Herlev Hospital vil udbrede metoden til hele landet

Samfund
Jacob Nielsen

Høje lyde, ufrivillige bevægelser og blinken med øjnene har været en stor del af 21-årige Livs barndom. Liv lider nemlig, ligesom 10.000 andre børn og unge i Danmark, af Tourette Syndrom, som medfører de mange tics.
En ny behandling på Herlev Hospital har det seneste 1½ år hjulpet Liv, så hun nu har langt færre tics, hvilket har forbedret hende livskvalitet betydeligt.
"Før kunne jeg slet ikke kommunikere ordenligt med folk, fordi hele mit ansigt kørte rundt på grund af tics. Det hæmmede mig meget socialt. Nu har jeg kun lidt blinken med øjnene og en bevægelse i siden, som er ret irriterende, ellers er mine tics blevet voldsomt formindsket, og det har betydet meget både fysisk og psykisk," siger Liv til Lokalavisen.dk.
Den nye metode, som erstatter medicinsk behandling, er udviklet af den hollandske psykolog, Jolande v.d. Griendt, og den består af simpel træning.
"Træningen lærer patienterne at undertrykke deres tics. Et helt nyt studie viser, at der sker ændringer i hjernens nervebaner efter træningen, som gør, at man bliver bedre til at undertrykke sine tics," siger afdelingslæge, Phd. Nanette Mol Debes fra Herlev Hospital.
Tourette Klinikken på Herlev Hospital har indtil videre gennemført tics-træning efter den nye metode med omkring 30 børn og unge. De gode resultater gør, at man i 2015 vil uddanne flere behandlere i tics-træning, så metoden kan udbredes til hele landet.

Hør Liv fortælle om sit liv med tics før og efter behandlingen i tv-indslaget her: KLIK