Få klippet lokkerne hos Frisør Lindemark - nu også i Brabrand
På Hovedgaden i Brabrand kan du fra 6. november få klippet håret hos Frisør Lindemark
40-årige Malika Lindemark udvider nu til Brabrand efter i 16 år at have haft frisørsalonen Lindemark i Højbjerg og to år med salon af samme navn i Stavtrup. Det er altså en erfaren dame, som står bag den nye frisør på Hovedgaden i Brabrand, som åbner 6. november med navnet Lindemark.
Malika Lindemark har tidligere boet i Brabrand og har gået på Engdalskolen, så byen er ikke helt ukendt for hende.
I dag bor Malika Lindemark i Stavtrup. Hun er alenemor til to drenge på ti og 15 år, men betegner desuden sine tre saloner som sine ekstra børn.
Hun beskriver selv den nye salon i Brabrand som:
“En lys og moderne familiesalon, hvor man kan få massage i vaskestolene, og vi har god tid til kunderne. Vi henter inspiration i London, hvor alle medarbejderne kommer på kursus hvert år. Desuden kan man også få ordnet negle,” lyder det fra Malika Lindemark i en mail, hvor hun fortsætter:
“Jeg har nogle fantastiske medarbejdere, som har hjulpet helt vildt med at få den nye salon op at køre, uden dem havde jeg ikke gjort det.”
Brabrand-salonen får to ansatte, og bestyreren bliver Camilla Porsgaard, der tidligere har haft Frisør HairDo i Tilst.