En by designet til børn
Politikerne har sagt ja til at gå i gang med at skabe en ny vision for Albertslund, der skal sætte børnefamilierne i centrum
“Når jeg taler med albertslundere, siger de til mig, at det er vigtigt, at byen også i fremtiden kan leve op til de krav, som de nye børnefamilier har. Og børnefamilier har forandret sig. De er en del af et moderne hovedstadsområde og en del af Hersted industriområdet. Når vores nye vision skal tage udgangspunkt i børnefamilier, handler det derfor også om vitalitet i byen, det handler om at tiltrække nye familier, og det handler om at udfordre de borgere, der bor her”.
Det sagde borgmester Steen Christiansen (Soc), da kommunalbestyrelsen på novembermødet besluttede at gå i gang med at skabe en ny vision for Albertslund. Arbejdstitlen er: “En by designet til børn”.
Men selvom børnefamilier er grundlaget, skal der også diskuteres fem store emner: skoler og dagtilbud, arbejdspladser, demokratisk liv, grøn omstilling og sundhed på den to-dages camp, som en række af Albertslunds borgere, politikere, embedsmænd, frivillige foreningsfolk, erhvervsfolk osv inviteres til 26. og 27. november.
Tre var imod
På kommunalbestyrelsesmødet var tre partier imod, at der skal tages udgangspunkt i børn.
Brian Palmund (V) syntes ikke, der allerede nu skal sættes hegn om visionen.
“Det er fint at sætte børnefamilier i centrum, men der er mange andre ting, der presser sig på. Derfor vil vi ikke være begrænsede. Derfor foreslår vi, at vi ændrer indstillingen, så der bare står, at der udarbejdes en vision og strategi for byen…punktum. Ikke noget med børnefamilier i centrum”, sagde han.
Bodil Marie Garde (Enh.) syntes, at oplægget til visionen var fyldt med for mange plusord og var meget marketing-agtigt.
“Mellem linjerne kan jeg læse, at man vil have trække nye børnefamilier hertil – og det skal ikke være en by med plads til børnefamilier som f.eks. består af enlige, folk på øverførselsindkomster, handicappede osv. Det er vi ikke med til, og derfor stemmer vi imod og udarbejder vores egen vision”, sagde hun.
Gøre byen attraktiv
Danni Olsen (DF) var ret enig med hende: “Hvorfor skal det handle om børn i fremtiden? Hvad med de ældre? Jeg synes, vi skal koncentrere os om at diskutere mere bredt, og vi er indstillede på at tage på camp med et åbent sind”, erklærede han.
Leif Pedersen (SF) understregede, at selvom udgangspunktet for arbejdet med visionen er børnefamilier, ekskluderer man jo ikke de ældre eller andre vigtige emner i byen.
“Men når vi skal udvikle byen, handler det i høj grad også om at gøre den attraktiv for andre familier end dem der allerede bor her”, sagde han.
Snak Albertslund op
Lars Gravgaard Hansen (Kons.) syntes, det var fint med mange plusord:
“Vi har alt for længe fokuseret på alt det negative i Albertslund. Derfor er det godt, at vi i arbejdet med en ny vision tager udgangspunkt i alt det gode der sker her. Lad os snakke Albertslund op. Vi syntes, det er et fint oplæg til en ny vision. Vi kunne dog godt ønske os, at der også blev tænkt i at få byen til at se ordentlig ud, så nye familier har lyst til at flytte herud”, sagde han.
Nicolai Larsen (DF og vikar for Joan Marquardt) mente, at man skulle arbejde med at få flere grønne områder tilbage til byen i den nye vision.
Steen Christiansen rundede af med at sige, at det nok kunne blive muligt at diskutere på den kommende camp i slutningen af november.
Det skal ske
Så blev der stemt. Venstres forslag om at droppe ‘børnefamilier' i arbejdstitlen blev stemt ned. Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte for, men resten imod.
Selve indstillingen stemte Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Konservative og Venstre for. Enhedslisten stemte imod, mens Dansk Folkeparti undlod at stemme.
Som sagt inviteres der til camp 26.-27. november. Derefter skrives et forslag til en vision. Den får alle borgere mulighed for at kommentere ved en høring i foråret, og visionen vedtages så til sommer 2015.