Fortsæt til indhold

7.300 har skrevet under mod storcenter-planer

Samfund
Martin Warming

Hillerød Kommunes borgmester, Dorte Meldgaard (C), får på mandag overrakt 7.300 protestunderskrifter mod kommunens planer om at give tilladelse til salg af dagligvarer i megacenteret Hillerød Storcenter, der efter planen skal bygges på den såkaldte Møllebro-grund.
Det er Hillerød Shopping, der står bag underskriftindsamlingen, og Mads Pheiffer, der er formand for foreningen, er overrasket over, at så mange har valgt at skrive under.
"Der har været en helt ufattelig stor og overvældende opbakning fra Hillerøds borgere til at sige nej til dagligvarer i Hillerød Storcenter for at kunne bevare de mange butikker i byens centrum", fortæller Mads Pheiffer.
"I takt med stigningen i den store debat i de lokale medier er det for alvor gået op for byens indbyggere, at konsekvensen af den foreslåede lokalplan for Møllebro-området vil være, at mindst 60 butikker må dreje nøglen om", siger han.
De mange underskrifter afleveres på mandag til borgmester Dorte Meldgaard.
"Vi har haft underskriftsindsamling i de fleste butikker i det centrale Hillerød. Hele 7.300 borgere har fulgt opfordringen, og vi kan på mandag den 29. december klokken 8 overrække de mange underskrifter til borgmester Dorte Meldgaard. Vi håber derfor, at denne markante meningstilkendegivelse fra byens borgere, kombineret med et veto fra omegnskommunerne samt indsigelserne fra både os og mange andre organisationer og enkeltpersoner, vil få byrådets flertal til at indse, at der ikke skal være dagligvarer i storcentret", siger formanden, der desuden oplyser, at Hillerød Shopping nu vil tage initiativ til en større offentlig høring den 22. januar, hvor også byrådet er inviteret.
Hillerød Shopping er som udgangspunkt ikke imod planer om at bygge et nyt megacenter, men det skal ikke være med dagligvare-butikker, siger Mads Pheiffer.
"Vi kan godt støtte det oprindelige projekt, hvor det kun er såkaldte livingvarer - altså møbler, hårde hvidevarer og den slags - der bliver solgt, men vi kan ikke støtte planerne om et shoppingcenter, hvor der også skal sælges tøj, sko, madvarer og alt muligt andet. Den slags butikker har vi jo allerede masser af i forvejen i Hillerød, så det synes vi er en rigtig dårlig ide", siger han.