Har lavet verdens længste guirlande
75.900 ringe skulle til at skabe en suveræn verdensrekord i juleguirlande
Borgmesteren var der med et specielt og langt målebånd plus en tommestok. Og så blev der målt guirlander, mens en lille skare tilskuere havde taget opstilling i den gamle og nu tomme Super Best-butik i Tema Centret i Hammel.
Verdensrekorden i guirlande tilhørte indtil søndag klokken 14 Præstelundskolen i Brande, som i 2012 trak papirsringene ud på 3.154 meter. Det var så udfordringen for skoleelever, daginstitutioner og børnehaver i Hammel og omegn. Men de klarede kravet og endda i overlegen stil.
141 rækker gange 33 meter
“Jeg får det til 33 meter i gennemsnit,” lød det fra borgmester Nils Borring, der havde målt længden på den ene række guirlander op.
Og så blev der talt rækker. 141 var Borring og kontrollant Arne Skou enige om. Resten var en let sag for borgmesterens regnemaskine.
“Jahhh,” udbrød tovholder Marianne Skou, da tallet 4.653 lyste op. Rekorden var slået eftertrykkeligt med hele 1.499 meter.
Nu kan Hammels borgere de næste dage komme gennem Tema Centret og nyde synet af mange børns arbejde: Verdens længste guirlande