Er kommunen klar til at rykke i Nørager?
Den driftige landsby er ved at løbe tør for parcelhusgrunde
"Vi håber, at kommunen og politikerne har noget godt at fortælle os, når vi skal mødes en gang i januar 2015," understreger en spændt Gert Johnsen.
På vegne af Nørager Boldklub og Nørager Beboerforening har især han presset på for at få et møde i stand, fordi man i Nørager frygter for, at antallet af salgbare byggegrunde snart er ved at gå i nul.
"Vi har fået oplyst, at der lige nu er solgt yderligere to parcelhusgrunde på Hvedevænget, og det betyder, at der kun er to ledige grunde tilbage," noterer Gert Johnsen.
Vigtigt med kontinuitet
Gert Johnsen har haft fat i flere kommunalbestyrelsesmedlemmer fra den vestlige del af kommunen for at minde dem om, at det haster med, at der kommer flere parcelhusgrunde på paletten.
"Vi er nervøse for, at vi lige pludselig står uden grunde. Det siger sig selv, at det ikke vil være optimalt for byens udvikling, og derfor forventer vi , at Norddjurs Kommune har noget i posen til os og kan give os en status på, hvad der skal ske, når vi mødes i januar."
Nørager har tidligere været i dialog med politikerne om nye parcelhusgrunde, men snakken har været sat på standby i 2014, hvor opførelsen af landsbyens ny multihal stod øverst på Nøragers dagsorden.
"Arbejdet tog alt vores tid, og derfor fik vi ikke fulgt op på tingene, men nu er vi klar til at snakke med Norddjurs Kommune igen, og jeg er sikker på, at begge parter er interesseret i at finde en løsning, for vi har ikke tænkt os at gå i stå," siger Gert Johnsen.
Ren Klodshans
Gert Johnsen kan fortælle, at byens lokale tømrermester Hans Jørgen Nielsen fortsat er på jagt efter en mindre erhvervsgrund.
"Her må vi også erkende fra vores side, at vi ikke har fulgt ordentligt op på erhvervsjord, dog ved vi, at der er dialog mellem Norddjurs Kommune og de store lokale virksomheder," siger Gert Johnsen.
"Men det er ikke ordentlig erhvervsservice fra kommunens side, når Hans Jørgen Nielsen på en forespørgsel til kommunens folk bliver spurgt, om han ikke selv kan snakke med ejeren af den jord, som kunne være en mulighed for ham at erhverve."
Gert Johnsen forventer, at mødet med Norddjurs Kommune bliver afviklet i midten af næste måned.
"Jeg har fået en bekræftelse på, at mødet kommer i stand, men venter fortsat på en dato."