VM-finale i speedway køres i Esbjerg
Danskerne får kam til deres hår, når der skal kæmpes om VM-guldet i speedway for par. Nationer som Polen, Australien og Rusland ligner umiddelbart store konkurrenter.
Det tegner til at blive et endog meget stærkt felt, når Granly Speedway Arena næste år danner ramme om den afgørende finale i det uofficielle VM i speedway for par. Det danske hold tæller stjerner som Niels-Kristian Iversen, Nicki Pedersen og Peter Kildemand, og på dagens stort anlagte pressemøde i polske Torun, blev de øvrige nationer afsløret.
Feltet kommer udover danskerne til at tælle de forsvarende mestre fra Australien, Polen, Rusland, Sverige og USA, mens der til hver runde uddeles et wild card til endnu en nation.
Blandt favoritterne er Polen, som stiller op med verdens næstbedste i 2014, Krzysztof Kasprzak, og for Rusland stiller den yderst kompetente duo, Artem Laguta og Emil Sajfutdinow, som godt kunne ligne en stærk medaljekandidat.
"Det bliver et vildt stærkt felt, og vi glæder os til et stort løb med rigtigt mange tilskuere. Billetsalget er startet i dag, og de første meldinger er gode, og jeg tror da ikke, at salget bliver ringere af, at der er blevet præsenteret så gode kørere allerede. Det lyder også til, at Australien kommer med et meget stærkt mandskab, og så håber vi alle sammen på verdensmesteren Greg Hancock, som noget også kunne tyde på, når USA er med," konkluderer næstformand i Esbjerg Motorsport, Erik Falk Svendsen, som glæder sig over den opmærksomhed, som finalen allerede tiltrækker.
"For byen Esbjerg og EnergiMetropolet er det stort, og det er det bestemt også for os som klub. Vi glæder os til at byde speedwayfans fra mange lande velkommen, og jeg er sikker på, at det bliver en folkefest."
Finalen i Speedway Best Pairs Cup køres i Esbjerg på Granly Speedway Arena 9. maj 2015.
Se promo-video for løbet: KLIK HER