Europas mindste fugl har indtaget Danmark

I de seneste uger har der – sammen med gærdesmuttens trillende strofer og rødhalsens lidt sørgmodige toner – lydt nogle fine, gentagne “si-si-si, si-si-si” i skove, haver og parker.
Lyden er i et ganske højt toneleje, som ikke alle er i stand til at opfange, men måske har man fået øje på nogle bittesmå, grønlige fugle, som flagrer og hopper omkring i træer og buske og indimellem på kolibri-manér står næsten stille i luften på svirrende vinger. Det er fuglekonger, som i titusindvis har indtaget landet.
Med sin vægt på 5-7 gram og længde på ca. 9 cm fra næb til halespids er fuglekongen, sammen med den sydligere, nært beslægtede rødtoppede fuglekonge, Europas mindste fugl. Ud over størrelsen er den nærmest olivengrønne fugls bedste kendetegn dens 'kongekrone' - en gul issestribe, der for hannens vedkommende også har islæt af orange.
Fuglekongen er hos os året rundt. Størstedelen af tiden lever den ret skjult i toppen af høje grantræer, hvor den bygger rede af mos og lav, holdt sammen af spindelsvæv, konstrueret i to lag, og inderst foret med masser af fjer.
Reden er altså godt varmeisoleret, og fuglekongen yngler da også over det meste af Nordeuropa og helt oppe i det nordlige Skandinavien og Rusland.
Dens føde består hovedsageligt af bladlus, små fluer og edderkopper samt mider.
Om efteråret trækker mange af de nordligste fuglekonger sydpå, både til Danmark og længere sydover i Vesteuropa.
I kolde vintre kan det alligevel ikke undgås, at mange fuglekonger omkommer, men bestanden retter sig hurtigt op igen, da fuglekongen er meget frugtbar, og i gode ynglesæsoner er den i stand til at opfostre to kuld med hver 8-9 unger.
Mange af de fuglekonger, som for tiden kan ses og høres næsten overalt, er kommet flyvende til os nordfra, og en del fortsætter længere mod sydvest, når kulden begynder at indfinde sig.
Det store antal tyder på, at dette års klima og fødesituation har givet meget gunstige ynglebetingelser for den lille fugl.