Fortsæt til indhold

Et stigende antal borgere har ondt i julen

Stramninger på kontanthjælp får folk til at søge om en økonomisk håndsrækning

Samfund
Erland Rasmussen

Et stigende antal borgere i Skanderborg føler sig nødsaget til at bede om en økonomisk håndsrækning til jul.
Dermed følger Skanderborg samme tendens, som de store landsdækkende hjælpe-organisationer har givet udtryk for.
Således har Juleudvalget, der fordeler midler indsamlet af otte organisationer primært til enlige forsørgere i Skanderborg, i år fået flere ansøgninger i forhold til tidligere.

Umuligt at sige ja til alle

w“I år fik vi 90 ansøgninger, og det er en stigning på 35 familier i forhold til sidste år, og det er jo vel at mærke kun for Skanderborg,” forklarer formand for Juleudvalget, sognepræst Jørgen H. Lorenzen.
Antallet af ansøgninger har været så højt, at det har været umuligt at imødekomme alle, selv om Juleudvalget netop i år har nydt godt af, at foreningerne har samlet flere penge ind. Der har været 70.000 kroner til fordeling.
Jørgen H. Lorenzen opgiver blandt andet stramninger i kontanthjælpen og udvidet forsøgerpligt som årsag til, at flere har søgt om julehjælp.
“Vi ved det, fordi nogle direkte har skrevet til os, at de har mindre at leve for end tidligere,” siger Jørgen H. Lorenzen.
Formanden for Juleudvalget nævner også, at der i år har været en del flygtninge blandt ansøgerne.
“Det er fint, at denne gruppe har fået øjnene op for julehjælpen, og vi hjælper gerne, og det gør vi naturligvis uden skelen til religiøs baggrund,” fastslår sognepræsten.
Der blev fordelt julehjælp til 166 børn, hvoraf mange desuden kan glæde sig over at få et af de 55 gavekort, som Røde Kors lægger oven i kuverten.