Vi er her altså stadigvæk
Selvom Peter Sommer er flyttet, er Valby Bakke ikke lukket
Der er bestemt ikke stille på Valby Bakke, selvom et rygte i byen ellers går på, at den lille, hyggelige café på Adelgade i Skanderborg skulle være lukket.
“Jeg tror, det er fordi, at folk tror, at det her simpelthen kun er Peters (Peter Sommer, red.) sted. De har læst i avisen, at han er flyttet til Amager, og så tror de, at Valby Bakke også er lukket,” fortæller Lærke Dejgaard Hald fra Valby Bakke.
LÆS: Nostalgiske Peter Sommer siger farvel Skanderborg og goddag København
Ifølge hende er der nok en del i Skanderborg, som tror, at der ikke er andre end Peter Sommer på Valby Bakke.
“Folk er helt seriøst kommet og spurgt, om det er Peter, der er ude i køkkenet og lave mad,” griner hun og fortsætter:
“Det er vigtigt for os at sige, at vi er andre, som leder den daglige drift.”
Valby Bakke er nemlig ikke lukket. Tværtimod. Selv er Lærke for nylig blevet medejer af restauranten sammen med Jens Christensen, formand for Skanderborg Håndbold.
Så nu er der fem, der står som ejere af Valby Bakke, hvor også Peter Sommer sammen med vennerne Kurt Nutzhorn og Karsten Pedersen er i blandt.
Fokuserer på aftensmad
Men der er i den seneste tid sket ændringer på spisestedet, som nu ikke længere har åbent om dagen.
“Vi har ændret lidt på konceptet, så vi udelukkende har aftenretter,” fortæller hun og påpeger, at der nu er flere retter på menukortet til om aftenen.
“Der var simpelthen ikke nok, som kom for at spise brunch eller frokost, så nu lægger vi alle kræfter i aftenretterne.”
Holder jul uden juleri
Ligesom sidste år er der mulighed for at fejre juleaften på Valby Bakke. Men det bliver dog uden 'Last Christmas' eller 'White Christmas' i højtalerne.
“Vi vil gerne lave julemad. Det er også det eneste. Ikke noget med juletræer, julemusik eller alt for meget julepynt,” fortæller Lærke, som dog godt lige kan finde en smule julepynt i caféen, men understreger, at der ikke kommer mere op.
I stedet kan man 24. december på Valby Bakke få sig et pusterum fra hele juleræset og nyde god vin dog med den traditionelle julemad.
Sidste år var det anderledes julearrangement en stor succes, hvor der næsten ikke var plads til alle gæsterne.
“Vi har almindeligvis plads til 28 mennesker, men vi var nødt til at dække op til 31, så vi maste os lidt sammen,” fortæller Lærke.
Det er derfor vigtigt, at man på forhånd bestiller bord til den utraditionelle juleaften.