Fortsæt til indhold

Allerød vil gå til minister efter utallige uheld på motorvej

Sagen skal i første omgang vendes i Teknik- og Planudvalget 11. november

Samfund
Af Michael Braunstein

Allerød er på vej med en henvendelse til transportminister Magnus Heunicke om uheld på Hillerødmotorvejen og udbygningen af vejen.

Det er formanden for Teknik- og Planudvalget, Jesper Hammer, og borgmester Jørgen Johansen, der har ønsket, at der tages kontakt til ministeren.

I første omgang skal Teknik- og Planudvalget 11. november tage stilling til et forslag fra Forvaltningen til formulering af brev til ministeren.

I udkastet hedder det, at 'det er et stærkt ønske i Allerød Kommune, at udbygningen af Hillerødmotorvejen prioriteres.'

'Der sker fortsat mange uheld på strækningen, og den manglende fremkommelighed i myldretiden er et stigende problem for alle pendlere i Nordsjælland,' står der i forslaget, hvor man også kan læse:

'Alene på den strækning af motortrafikvejen, der ligger i Allerød Kommune, er der i år sket otte uheld, hvilket betyder, at 2014 vil blive det år, hvor der er sket flest uheld på strækningen inden for de sidste 15 år.'

'Trafikken på Hillerødmotorvejen er stadigt stigende. På strækningen fra Allerød til Hillerød er udformningen af vejen med i alt tre baner uden adskillelse til modkørende, ikke hensigtsmæssig. Ud over sikkerhedsproblemer betyder trafikken, at trængselsproblemerne på strækningen opleves som stadigt større. Særligt i morgentimerne ind mod København er trængslen massiv.'