Fortsæt til indhold

Byggegrunde i Hørning er historisk populære

25 nye parcelhusgrunde sættes til salg i januar, og allerede nu har 46 personer skrevet sig på interesselisten

Samfund
Arkiv

Ifølge Skanderborg.dk har ingen andre udstykninger i kommunens historie mødt en så stor interesse på forhånd, som det er tilfældet med udstykningen på Vestergårds Allé i Hørning.
Allerede nu har 46 personer skrevet sig op på interesselisten til de 25 nye parcelhusgrunde, som sættes til salg i januar.
“Vi har aldrig oplevet så stor interesse for en udstykning. Mange af dem, der har skrevet sig op, har ringet eller mailet for at sikre sig, at de er på listen, så de får besked, så snart etape tre og fire kommer til salg,” siger sekretariatschef Henrik Rosenlund Knudsen, der er ansvarlig for Skanderborg Kommunes grundsalg, i en pressemeddelelse.

Skal måske sættes i budrunde

De forskellige byggegrunde har en størrelse, der er fra 754 m2 til 1.032 m2, og mindsteprisen er fra 800.000 kroner til 995.000 kroner. Interesserede købere skal i første omgang byde minimumsprisen, og hvis flere bejler til den samme grund, bliver der en decideret budrunde, hvor det højeste bud vinder grunden.
“Det er dejligt, at så mange er interesserede i vores grunde på Vestergårds Allé, men der bliver formentlig behov for en budrunde på mange af grundene. Vi kommer altså til at skuffe nogen, hvilket selvfølgelig er ærgerligt. I givet fald håber vi, at nogle af de andre spændende byggegrunde, vi har, kan vække interesse,” siger Henrik Rosenlund Knudsen i pressemeddelelsen.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) forventer, at det især er børnefamilier, som kommer til at bygge på de 25 nye parcelhusgrunde i Hørning.
“Hørning er et vækstområde og er meget attraktiv for børnefamilier. Den hurtige adgang til motorvejen og de gode bus- og togforbindelser gør det nemt at pendle fra byen til for eksempel et arbejde i Aarhus. Jeg er glad for, at vi med de nye byggegrunde giver flere mulighed for at bosætte sig i Hørning,” siger han i pressemeddelelsen.