Sådan kunne det ske
Fysikforsøget i 8.a blev modificeret i flere omgange, og derfor kunne det gå så galt
Siden en eksplosion tirsdag formiddag gav seks piger fra 8.a på Lagoniskolen i Vojens forbrændinger på fingre, hænder og krop, har politi og arbejdstilsyn undersøgt hvorledes det kunne gå så galt. Pigerne deltog, sammen med resten af klassen, i et relativt banalt fysikforsøg, hvor man skulle slutte en lille - kontrolleret - brand med CO2.
Nu har undersøgelserne så vist, at den brand som gruppen af elever fik skabt var alt andet end kontrolleret. Efter planen skulle der antændes en meget lille mængde husholdningssprit i en skål, men pigerne valgte istedet at bruge en stegepande til formålet. Og da de ikke fornemmede at der var ild i spritten, valgte de at tilføre noget træsprit fra en flaske direkte på den varme pande. Det afstedkom en eksplosion, som man ind imellem ser det ved grillulykker.
Arbejdstilsynet giver strakspåbud
Med årsagen til eksplosionen kendt, melder spørgsmålet sig naturligvis: Hvordan kan et forsøg forandres i flere tempi uden at nogen skrider ind?
Arbejdstilsynet har givet Lagoniskolen strakspåbud om at træffe foranstaltninger imod at noget lignende kan gentage sig, og på skolen har man indtil videre stoppet fysikforsøg. Til dagbladet JyskeVestkysten sagde skolens leder, Lisanette Qvortrup:
"Der er tale om et forsøg, som vi har udført før på skolen, og da her det været helt uproblematisk. Flere kommentarer har jeg ikke før vi har fået undersøgt alting nærmere, og har fået snakket med læreren. Det sidste har endnu ikke kunnet lade sig gøre da han har været alt for rystet," siger hun til avisen.