Succes i en krisetid
VÆKST Det var mere eller mindre tilfældigheder, der i sin tid førte Claus Thorsen ind i elevatorbranchen. Han er uddannet klejnsmed og efter blandt andet at have været udsendt som FN soldat endte han hos en større leverandør af elevatorer som montør.
Markedet er kendetegnet ved at have få, men store leverandører, og Claus Thorsen blev efter relativ kort tid i branchen fristet til at starte som selvstændig montør i 2004, da udviklingen gik i retning af at den virksomhed han var ansat hos ville gøre brug af underleverandører frem for at have egne montører ansat.
Og han fik hurtigt fat som selvstændig montør, idet han også fik overbevist stort set alle øvrige leverandører om fornuften ved at gøre brug af underleverandører. Det skabte travlhed, og blot ét år efter starten havde han 16 ansatte i sin forretning.
Sådan gik nogle år, men efter nogle år blev han tilbudt en stilling som indkøbschef af elevatorer og rulletrapper hos en større dansk entreprenør, og det valgte han at sige ja tak til og solgte derfor sin virksomhed.
Finanskrisen skulle dog efter relativ kort tid vise sig, at være årsag til at entreprenøren opsagde hundredvis af ansatte, heriblandt Claus Thorsen, som nu derfor skulle finde nye udfordringer. Under ansættelsen havde han blandt andet samarbejdet med en kinesisk leverandør af elevatorer og rulletrapper, og det skulle vise sig at blive et bekendtskab der rummede spændende muligheder.
- Da jeg første gang hørte om den kinesiske producent SJEC tænkte jeg 'Kan de mon producere elevatorer af høj kvalitet i Kina'. Men, efter et besøg på fabrikken i Kina, var jeg helt sikkert overbevist.
Og netop SJEC blev nøglen til Claus Thorsens videre skæbne. For det endte med, at han blev tilbudt at repræsentere SJEC i Danmark, hvilket han takkede ja til, på trods af at finanskrisen fortsat rasede på dette tidspunkt.
Startede med flere kasketter på
Til at begynde med beklædte han selv både rollen som sælger, montør og direktør. Den første opgave gik godt og pludselig var der hul igennem og flere elevatorer og rulletrapper blev solgt. Derfor indledte han et samarbejde med et firma der var certificeret til at servicere anlæggene - og nu var starten på en succes for SJEC Danmark for alvor anlagt, for siden da har der været medvind hele vejen.
Opskriften
Opskriften på at lykkes midt i en krisetid har ifølge Claus Thorsen været at se et hul i markedet og udfordre det.
- Der er ingen tvivl om, at årsagen til at vi er lykkedes så godt med at etablere os midt i en krisetid er, at dels at vi havde et særdeles godt kendskab til markedet og kunne se et hul i form af plads til kinesisk producerede anlæg, men bestemt også at udviklingen i salg og montage foregik i et tempo hvor vi kunne følge med.
Dvs. vi kunne bevare overblikket undervejs, så vi ikke druknede i vores egen succes, og firmaet kunne udvikle sig i en takt der var til at håndtere, på alle parametre, forklarer han.
Idag har SJEC Danmark 12 ansatte og Claus Thorsen har positive forventninger til fortsat vækst.
- Nu er vi etableret på markedet for elevatorer og rulletrapper, og har fået skabt et stærkt setup der kan håndtere en større efterspørgsel, så nu kan kunderne bare komme an, vi er klar, siger han.
Planer for fremtiden
Næste skridt i retning af vækst og udvikling for SJEC Danmark der holder til i Jyllinge Erhvervscenter handler om at udvide viften af ydelser, og ifølge Claus Thorsen har kunderne noget at glæde sig til.
- Vi er ved at forberede os på også at gøre os på hele servicemarkedet, dvs. også andre fabrikater end SJEC, og kunderne kan glæde sig for vi bliver meget konkurrencedygtige. Der er fortsat spændende muligheder i markedet der rummer et stort potentiale, så det satser vi da bestemt også på at opnå succes med, slutter han.