Fortsæt til indhold

En ny bydel tager form

Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd arrangerer borgermøde med Nyes byudvikler

Samfund
Kim S. Andersen

Inden for en årrække vil en ny bydel skyde op på markerne syd for Elev og ned mod Egå Engsø.
'Nye' er bydelen døbt og kommer efter planen til at huse mellem 5.000 og 10.000 indbyggere. Byen planlægges som en selvstændig by med det nødvendige udbud af offentlig og privat service.
Den overordnede plan er lagt, og for øjeblikket er kommuneplantillægget for 1. etape af Nye ude til offentlig høring frem til 11. november. Tillægget skal fastlægge den overordnede disponering til anvendelse, veje og stier. I øvrigt er ni arkitekthold allerede i gang med at tegne på byområdets forskellige dele i 1. etape. Her arbejdes der i øjeblikket med syv bydele i byen.
“Den nye by rummer udfordringer og muligheder for Lystrup-området både på kort og på langt sigt. På kort sigt vil den nye bys indbyggere begynde at trække på Lystrup-områdets udbud af institutioner, forretninger og foreninger. På længere sigt bliver den nye by en jævnbyrdig konkurrent til Lystrupområdet,” siger Flemming Larsen, der er formand for Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd.
Derfor arrangeres der et borgermøde mandag 3. november klokken 19.30 et borgermøde i Elsted-Lystrup Beboerhus, hvor emnet er den nye naboby til Lystrup. På mødet vil Jørn Tækker fra Tækker Group, der står for byudviklingen af den nye by, fortælle om visioner og konkrete planer. Spørgsmål om hvem, der skal bo i byen, hvad skal der bygges og hvilken lokal offentlig og privat service er planlagt for området, vil blive besvaret.
“På mødet vil vi også tage hul på debatten om, hvordan Lystrupområdets erhvervsliv, institutioner og foreninger skal gribe opgaven an, så den kommende udvikling bliver til gavn for både Nye by og Lystrup-området,” fastslår fællesrådsformanden.
Han peger også på vigtigheden af at få debatteret samspillet mellem nye by og Lystrup området trafikalt, forsyningsmæssigt, kulturelt og aktivitetsmæssigt.