Fortsæt til indhold

“Hvis ikke det går, kan jeg tage hjem og passe mine grise"

Jens Ejner Christensen fra Jelling er ny mand på Borgen

Samfund
Peter Friis Autzen

Christiansborg er et stort sted. Og det er stort at være en del af Christiansborg.
Det kan Jens Ejner Christensen fra Vindelev, nordøst for Jelling, tale med om.
Han kom i folketinget for Venstre, da Ulla Tørnæs sagde farvel og rykkede til Europaparlamentet. Det er fire måneder siden, og Jens Ejner har forlængst lært at finde rundt i det gamle slot.
Hans lille kontor er ydmygt placeret sammen med en klynge af Venstre-folk, der deles om administration og assistenter.
På væggen hænger et whiteboard med politiske mærkesager. 'Vejle på Danmarks-kortet' står der øverst. Et stykke længere nede står der 'Sikre dansk konkurrenceevne'.
På et vægbeslag i hjørnet hænger et tv - lige i pandeknuser-højde over toer-sofaen.
Vinduet er så højt placeret, at selv en høj mand som Jens Ejner kun lige kan se hen over karmen. Hvis han vil nyde udsigten over den gamle Børs og skyerne over Amager, skal han op at stå på en kasse, der er bygget ovenpå radiatoren.
Borgens kontorer fordeles efter anciennitet, så der er ikke noget at sige til, at Jens Ejner er blevet tildelt det beskedne lokale. Det er et 'godt nok er du er kommet til magtens centrum, men du skal ikke tro, at du er noget endnu'-kontor.
“Ja, men der er dog folketingsmedlemmer, der skal bruge syv minutter på at komme fra deres kontor til salen, når der kaldes til afstemning. Herfra tager det kun to minutter,” siger han og slår dermed fast, at han måske ikke er i centrum - men heller ikke helt ude i udkants-Christiansborg.
Tv-skærmen på væggen buldrer med TV2 News. Eksperter kloger sig på, hvad der mon vil blive sagt på et pressemøde, som racerkører Tom Kristensen har indkaldt til om et par timer. På døgn-nyhedernes kanal tales der om ord, der ikke er sagt endnu. Ord om ord. Man kan sige, at snakken går i Tomgang. Det passer fint til Christiansborg.
Jens Ejner skruer helt ned for lyden, men slukker ikke for billedet.

Krig og andeskydning

For at arbejde som folketingsmedlem, skal man kunne favne bredt. Stort og småt.
“Noget af det første rigtig store, jeg var med til, var at sende F16-fly i krig i Syrien,” siger han og bruger dermed det i politik så farlige ord: Krig.
“Det er en meget, meget stor beslutning at sende folk i krig. Og det er en rigtig folketingsbeslutning. Nogle andre emner kan virke så små, at det næsten ikke er til, “siger han.
For eksempel et spørgsmål om jagttegn:
“Tidligere fik en jæger en bøde, hvis ikke han indregistrerede, at han havde skudt en and. Nu skal han frakendes sit jagt-tegn. Det er at gå i for små sko. Det er at sætte systemet over mennesket. Og der er meget langt fra krigs-beslutningen til den slags,” siger han og viser med helt strakte arme, hvor langt der er mellem de to typer sager.
“Men djævelen ligger jo i detaljen, og man kan som folketingsmedlem ikke tillade sig at skøjte hen over noget: Når et emne er på bordet, skal det behandles seriøst,” siger han.
På grund af manglende ordførerskaber har han ikke været på Folketingets talerstol endnu.

For at se ud af vinduet på kontoret, må den ellers høje Jens Ejner Christensen op at stå på trappe-hylden over radiatoren. Foto: PFA

Taktiker af et godt hjerte

I Vejle er Jens Ejner kendt for at være en dreven taktiker, som holder af ikke at skilte for meget med sin indflydelse.
Hvad synes du om det ry?

“Jeg holder enormt meget af det taktiske spil,” siger han efter et par sekunders smilende tænkepause.
“Det er noget af det, der giver mig energi. Jeg kan lide at lægge en taktik for at få ting gennemført. Det foretrækker jeg frem for at den selv-eksponering, andre er gode til. Efter min mening kan man ikke både få magten og æren. Man må vælge. Og jeg foretrækker magten frem for æren,” siger han, der på en måde har fået riget.
Jens Ejner er landmand og trøster sig med, at eventuel fiasko på Christiansborg eller ved det kommende valg ikke vil ændre så meget på hans liv.
“Jeg kan jo altid tage hjem og passe mine grise. Men jeg tror, at folkestyret har godt af sådan en halvstuderet røver som mig. Jeg kommer fra det virkelige liv,” siger han.
Det er partiformand Lars Løkke Rasmussen enig i.
“Det er rigtig, rigtig godt at have Jens Ejner på Christiansborg. Han har koncentreret sig om det virkelige liv. Han er stærk og sej,” siger Lars Løkke Rasmussen om Jens Ejner.

“Selvom jeg er den senest ankomne - og ’kun’ er kommet ind som afløser, har alle taget rigtig godt imod mig. Jeg har ikke svært ved at sige noget, når jeg har noget på hjerte. Og folk lytter,” siger Jens Ejner Christensen. Foto: Peter Friis Autzen