Jul med friske øren

Oppe fra alteret hører vi apostelen Paulus' jule-evangelium. Vi er allesammen født ind i julen. Den hører med til nogle af vore allertidligste barndomserindringer – ja, vi kan næsten ikke forestille os en verden uden, og den må helst ikke forandrer sig alt for meget – julen er som den er.
Men sådan har det selvfølgelig ikke været altid. I Bibelen der hører vi om nogle, der oplevede julen for allerførste gang. Og der var ingen julegaver, ingen julesylte eller juletræ med lys – alligevel blev de glade.
Der var heller ingen juletraditioner, de så ligesom det hele med friske øjne. Og det skulle vi måske også gøre engang i mellem, især hvis vi er ved at køre lidt juletrætte, og synes at nu handler det vist mest om kanonskrald og champagne.
Apostlen Paulus var jøde, de tror på Gud, men ikke på de dødes opstandelse. Da Paulus hørte om de første kristne, gik han til myndighederne og bad om lov til at tage dem til fange. Han ville det her utøj til livs. Ja, da den første kristne blev dødsdømt og stenet til døde, da blev den stakkels mands tøj, lagt for fødderne af Paulus, som synes det var helt fint det her.
Paulus' omvendelse
”Han fnyste imod de kristne” fortæller Bibelen os.
Men Gud havde andre planer- det finder Paulus ud af på vej mod Damaskus, hvor han netop skal hen og fange kristne. Paulus bliver slået til jorden, den opstandne Jesus taler til ham. Han bliver virkelig omvendt, vendt om, og er fra den stund den ivrigste forkynder i hele Lilleasien og Grækenland.
Meget af kristendommen må han jo først lære. At han skylder Guds nåde alt – det har han lært – på den hårde måde!At det ikke er gerningerne der frelser ham – det oplevede han på vej netop der til Damaskus.
Juleevangeliet til Galaterne
Men nu handler det om at fortælle budskabet om denne Jesus Kristus videre til galaterne, - man mener de har boet i den nordlige del af Tyrkiet. Ja, de får for øvrigt også en masse skældud, men det lader vi ligge.
Nej, her er juleevangeliet: kort og kontant og fuld af de rigtige lærersætninger.
For det første: det skete da tiden var moden til det. ”Da tidens fylde kom,” De unge synes måske nok, Gud skulle have ventet til Internettet og Facebook var opfundet – og jeg er heller ikke i tvivl om, at så var det gået meget stærkere med at få det udbredt.
På den anden side, så ville der jo have været mange flere, der ikke ville have hørt om Jesus Kristus, og selvom verden er fuld af ufred og krig, så er jeg ikke i tvivl om, at det havde været værre - havde vi ikke fået dette stærke tegn på Guds kærlighed – og alle de ord, Jesus knyttede til - at leve på.
Nej halleluja, så sendte Gud os sin egen søn, så snart han overhovedet havde en chance for at kunne komme til orde.
Da det kunne lade sig gøre
Og det kunne han dér omkring år nul, da romerne herskede hele vejen rundt om Middelhavet, og folk kunne sejle tværs over, og de fleste forstod græsk.
Da tiden var klar, da blev Jesus født, fortæller Paulus.
Og det lyder måske ikke så mærkeligt i vore øren, men det er meget vigtigt, at han ikke bare er skabt, lavet af Gud- jo, for så ville han jo også være mindre end Gud. Og hvor stod vi så – med ham som frelser?
Nej, født!- så er man lige værdig.
Og født af en kvinde - ja, det fik han lov til i en ellers totalt mandsdomineret verden. Paulus går ikke så meget op i det med jomfru, eller ikke jomfru, men født under Loven- det er vigtigt.
Født under Loven
- Den lov der siger at her om to dage, så skal Jesusbarnet omskæres, men også født under den lov, der siger, at en dag skal han dø. Menneskelivets tunge lov- kan vi sige. Alt det gjorde han, for at vi kunne få barnekår, det vil sige for at vi kunne sige det fortrolige: Abba, ”Faaar”, hver gang, vi henvender os til Gud.
Vi er kommet i familie med ham – ja, ikke nok med det, vi skal også arve!!Det er derfor vi fester på livet løs her i julen:
Så skal det ske at vi engang,
blandt alle helgens frydesang,
I Himlens søde Paradis,
Skal prise dig på englevis.
Det er vor tro og vort håb – også de gamles, de første kristne.
Glæden strækkes
Når vi derhjemme havde ønskekoncert rundt om juletræet, så var det altid den, min gamle bedstemor bad om:”Her kommer Jesus dine små.”
Og ønskekoncert var der, for i gamle dage, da måtte det godt tage laang tid at danse om træet. Glæden skulle strækkes - den var jo sikker nok.
Sådan er det nemlig ofte at blive gammel, sådan har det også været for de to gamle, som vi hører om i selve evangeliet: gamle Simeon og gamle Anna.
Evangeliet følger kalenderen – og Loven. Den lov der blandt alt det andet påbyder, at ethvert lille drengebarn efter fødslen helst skulle fremstilles i Jerusalems tempel, og man skulle bringe nogle takofre. Piger var der selvfølgelig ikke noget om, de var jo ikke rigtig noget værd.
To lovlydige
Men Josef og Maria har gjort som Loven bød – de var jo også lige i nærheden. Der er ikke så langt mellem Jerusalem og Betlehem, 8 km, så der er ikke noget unaturligt i det – det viser bare, at de har været almindelig lovlydige borgere.
Men det har jo været jul for allerførste gang.
Og for de to gamle her Simeon og Anna, da er synet af det lille Jesus-barn på sin mors arm noget helt utroligt glædeligt, en længe ventet drøm, der endelig går i opfyldelse. ”Nu lader du din tjener, Herre, går bort med fred, for mine øjne har set din frelse” siger Simeon, og bag ordene fornemmer vi en mand, som nu har nået det højeste, som ikke har mere tilbage at ønske sig i livet, men som føler det opfyldt. Nu kan han dø med glæde og sindsro.
At bliver gammel og mere til
”At kunne bort med fred” – ja, det er da en kunst at finde ud af at blive gammel på en ordentlig måde. At kunne ældes med ynde. I gamle dage gjorde man det på et alderdomshjem, så blev det en sygdom at blive gammel, og det skulle ske på et plejehjem, og i dag må man slet ikke blive gammel længere, så kommer man i stedet for på et aktivitetscenter og bliver aktiveret på alle ledder og kanter. Og selvom al den moderne ældrepolitik sikkert er god for mange ting, så er det alligevel, føler jeg, som om de ældre ikke altid får den ro og tid, der skal til, for at forberede sig på alderdommen og døden.
”Det skal jo også ha` en ende” som min gamle far sagde, og hvordan får det så det? – på en ordentlig måde. Det er der ingen, der rigtig fortæller os, hverken kosteksperter, fysioterapeuter eller livsstilskonsulenter. Og kirken – ja, jeg føler såmænd også kirken svigter de ældre lidt, for vi får altid at vide, at det handler om at få fat i børnene og de unge, de er kirkens fremtid frem for nogen. Men de gamle – de er vel også kirkens fremtid, og mange af dem har endda en trofasthed i sig, som man godt en gang i mellem kan tage hatten af for. Man behøver ikke nødvendigvis altid servere spagetti, for at de gider komme - og tak for det.
Øjne at se med
Men Simeon og Anna, det ser ud til, at de begge er gået en hel del i kirke. Simeon kommer der ”tilskyndet af Ånden”- han har åbenbart følt, han skulle derhen, og Anna – ja, hun har nærmest boet der - sine 84 år til trods.
Og det kan godt være, at de både har gået dårligt, har set dårligt og har hørt dårligt, men de har alligevel haft både øjne, der kunne se og øren, der har kunnet høre, for da de ser det lille Jesus-barn, da ved de, at det er ham, det handler om og ikke alt mulig andet. Nej, han er et lys og en herlighed for hele folket” - som Simeon siger.
Her står to nybagte forældre med én lille nyfødt og ved dårligt nok, hvad det hele handler om, men to brøstfældige gamle, ja, de kan se det.
Jule-evangeliet er selvfølgelig det samme, men det er ikke sikkert, det er de samme ting, man hæfter sig ved. Det er afhængig af både tid og sted og alder.
Djævelen i kirke
Min gamle far fortalte nogle gange om Djævelen, der kom i kirke en julemorgen.
Og det var dengang, man ventede til julemorgen, så tog man i kirke og præsten læste juleevangeliet med englens budskab: ”Jer er i dag en frelser født.”
Og her var det så skik at ved de ord, rejste hele menigheden sig op. Og Djævelen var som sagt kommet i kirke, men så var der et par mænd, da ordene lød:”Jer er en frelser født” ja, så blev de siddende, de gad ikke, øv, skulle det være noget?
Men så kan I ellers tro, de fik en opsang! Djævelen foer hen til dem og ruskede dem dygtigt: ”Gider I ikke så meget som rejse jer ved de ord. Er I klar over, at var det samme blevet forkyndt for os i Helvede, vi havde ikke anet, hvad ben vi skulle stå på af lutter glæde.”
”Nu lader du din tjener, Herre, gå bort med fred, for mine øjne har set din frelse” udbryder den gamle Simeon, da han oplever sin første jul – og det glædelige budskab til os i dag, det er jo, at også vore øjne har set Guds frelse – også vi kan derfor drage herfra i fred, både her og nu – og en gang til sin tid..
Så rigtig Glædelig jul – nok engang.
AMEN.