Johnna døde men gik tilbage til livet

“Jeg har det egentlig godt. Og så alligevel ikke, for jeg er lidt lammet og kan ikke huske en ski'. Men jeg er her jo. Jeg er her,” siger Johnna Kyed.
For hende er det ikke nogen selvfølge at være her.
For knap 11 måneder siden fik hun en kraftig hjerneblødning. Hun sad i køkkenet på Ribe Landevej i Vejle og kaldte på sin mand, fordi hun fik det skidt. Få sekunder senere var hendes liv forandret.
På sygehuset konstaterede lægerne, at hun ikke ville overleve. Der blev taget skridt til, at respiratoren skulle slukkes, hvorefter det ville være slut.
Men Johnna har altid haft et nært forhold til sin svigerinde, Anette, der bor i Hals ved Aalborg. Og Anette insisterede på, at der ikke blev slukket for noget som helst, før hun var ved Johnnas side.
Svigerindens krav fik Johnnas pårørende på sygehuset til at stå fast: Der skulle ventes på Anette.

Tre timer på motorvejen

Turen fra Hals til Vejle Sygehus er på lidt over 210 kilometer. Mens svigerinden sad i bilen, lå Johnna og samlede kræfter.
Da respiratoren endelig blev slukket, blev Johnnas krop ved med at trække vejret. Hun døde ikke.
Familien opdagede også, at Johnna reagerede, når hun hørte sit navn råbt højt nok.
Udviklingen fik familien til at insistere på, at lægerne ikke måtte opgive Johnna. Hun kunne overleve og havde krav på en chance.
Derefter fulgte et langt forløb med gradvis bedring, behandling og genoptræning.
Bortset fra et forventeligt epileptisk tilbagefald som følge af hjerneblødningen, har hun været i nogenlunde konstant bedring lige siden.
“Man skal aldrig opgive håbet. Det kan folk have travlt med at gøre. Også lægerne. Men det skal man ikke gøre,” siger hun.

Ikke færdig med livet

Johnna har stadig problemer med hukommelsen. Hun taler heller ikke så godt som før. Ofte kan ordene ikke følge med tankerne. Andre gange er det tankerne, der ikke kan følge med ordene.
Hun går heller ikke så godt. Og højre arm har sin egen vilje.
“Jeg har lært, at jeg bare skal lægge den her,” siger hun og viser, at hun med venstre arm - stille og roligt - griber fat om den højre for at lægge den i skødet.
Der er ingen tvivl om, at hjerneblødningen har ødelagt noget. Men ikke så meget, som lægerne troede. For så havde hun slet ikke været her.
“Jeg er da glad for at være blevet så gammel, som jeg er. Men jeg er slet ikke færdig med livet endnu,” siger den 71-årige vejlenser.

Mor på ’den anden side’

Mens Johnna lå på sygehuset, mødte hun sin mor, som ellers har været død i 26 år.
“Hun sagde 'vent nu lige lidt. Du skal ikke være her nu',” siger Johnna og trykker håndfladen mod bordet for at vise den alvor og vilje, hendes mor lagde i ordene.
Johnna er hverken religiøs eller spirituel.
“Men jeg ved, at jeg har været i en anden verden. Og at jeg gik tilbage derfra. Min morhar altid passet godt på mig, så jeg gjorde, som hun sagde” siger Johnna.
Da Johnna fortalte familien, at hun havde talt med sin mor, fortalte de hende om moderens død for mange år siden.
“Jeg troede ikke på det, for jeg havde jo lige talt med hende,” siger Johnna.
Undervejs i hendes indlæggelse kom et familiemedlem og bad for hende. Det er hun glad for, selvom hun ikke selv er troende..
“Det gjorde ingen skade. Jeg fik det i hvert fald ikke dårligere af det. Tværtimod,” siger hun.

Giv håb

Johnna har i mange år haft et motto: Miraklernes tid er ikke forbi.
Nu håber hun, at hendes oplevelse kan inspirere andre til at holde fast i håbet.
“Man skal ikke give op. Man skal sige 'jeg vil, jeg vil, jeg vil'. Man skal være stædig. Det er jeg. Meget stædig,” siger hun.