Flere og flere må overnatte på herberget
Vejle Herberg oplever en markant stigning i antallet af overnatninger. Og vinteren er her ikke engang endnu
Hjemløshed er ikke noget, man skal skjule, mener Knud R. Sørensen.
Han er formand for Vejle Herberg. Og han oplever, hvordan problemet med blandt andet hjemløshed er vokset i Vejle.
Det kan både ses på antallet af brugere og antallet af overnatninger på herberget, der ligger på et gadehjørne i Havnegade - lige overfor Roberts Isbar.
“I november sidste år havde vi 69 overnatninger. November i år nåede op på 126 overnatninger,” siger Knud R. Sørensen.
Det er en stigning på 83 procent.
Antallet af aftenbesøg er også steget, men dog ikke helt så meget.
I november sidste år havde herberget ingen brugere under 30 år. Dem har der været 13 besøg af i år.
“Mange tror måske, at der ikke findes hjemløse i Vejle. Men det gør der,” siger Knud R. Sørensen.
Tilskud til vinterkulden
Vejle Herberg har netop modtaget en bevilling på 175.000 kroner fra Socialministeriet. Pengene er øremærket til at beskytte hjemløse mod vinterfrosten.
“Vi bruger pengene til blandt andet sengelinned og lidt inventar, men især til to ansatte på nedsat tid, så vi kan tage imod de brugere, der ellers ville være ude i kulden,” siger Knud R. Sørensen.
Han håber, at bevillingen er et tegn på nye tider, hvor det foreningsbaserede herberg kan få flere offentlige midler.
“Vi mangler altid frivillige, og vi kan jo ikke blive ved med at give de få frivillige flere og flere aften- og nattevagter,” siger han.
Herbergets lokaler er beskedne. Sovesalen rummer fire slidte køjesenge og et par ekstra skummadrasser. Opholdsrummet er indrettet med genbrugsmøbler, men også et stort sponsoreret tv. Køkkenet er slidt og sparsomt indrettet.
“Brugerne kommer ikke, fordi her er hyggeligt. De kommer, fordi de har et behov,” siger Knud R. Sørensen.
Jul i herberget
Vejle Herberg holder jul for brugerne. Det sker med venlig hjælp fra flere sponsorer, der blandt andet leverer mad til aftenen.
“Vi holder åbent fra klokken 12. Der er frivillige til madlavningen. Her vil være et juletræ, og jeg har også skaffet nogle sponsorerede gaver. Ikke kæmpegaver, men alligevel noget der gør en forskel for modtageren. For det er jo det, det handler om: At gøre en forskel,” siger Knud R. Sørensen.