Efterår er lig med tid til at rense tagrender og afløb
UNDGÅ VANDSKADER: Træerne er godt i gang med at smide deres blade, og det giver ekstra arbejde for alle østsjællanske husejere.
Bliver man ramt af en vandskade, fordi afløb eller tagrender er stoppet til med blade, så får man ingen erstatning fra forsikringen, lyder det fra GF Forsikring i Køge.
Hvis efteråret viser sig fra sin bedste side, er det formentlig en skovtur, der lokker mest. Og byder det på regn og rusk, vil man hellere blive inden døre. Men der er ingen vej udenom. Som husejer har man pligt til at bruge en times tid på at finde stigen frem og få fjernet de visne blade fra tagrenderne.
- Blade kan hurtigt stoppe tagrenderne og afløbene til, og så har man balladen, hvis det sætter ind med voldsomt regnvejr. Derfor er det vigtigt, at man som husejer selv tager ansvar, og får fjernet de visne blade, fortæller Michael Jappe, daglig leder hos GF Finans & GF Østsjælland.
Tjek tagrenderne og forhindre vandskader
- Det ser desværre ud til, at mange østsjællanske husejere glemmer de helt basale ting, som er med til at forhindre og minimere vandskaderne - at få lukket vinduer og ikke mindst at tjekke afløbsriste og tagrender. I det øjeblik et kraftigt regnvejr eller skybrud nærmer sig, kan disse små tiltag rent faktisk gøre en stor forskel, siger Michael Jappe.
Forsikringen dækker ikke
- Husk også på, at forsikringen som regel ikke dækker, hvis en vandskade skyldes, at tagrenderne er helt stoppet til. Er tagrender og nedløbsrør tilstoppede med blade, så vandet løber ned af husmuren i stedet for at ende i afløbet, og det forårsager en vandskade, så er der ingen hjælp at hente hos sit forsikringsselskab, tilføjer Michael Jappe, og slutter:
- Det samme gælder afløb, brønde og faskiner. Det er også husejerens pligt, at de virker efter hensigten. Derfor er det en god idé at gå dem efter på denne tid af året og få dem renset, så man undgår, at vandet løber tilbage og i værste fald er årsag til en vandskade.
pm