Fortsæt til indhold

Negativ omtale kan skræmme mulige sponsorer væk

Lyngby Boldklub har et stærkt produkt, men det kræver ro i kulisserne, hvis man skal tiltrække en ny hovedsponsor, vurderer sponsorekspert

Samfund
Af Theis Otzen

Lyngby Boldklub er raget uklar med sin hovedsponsor Hellerup Finans. Hovedsponsoren ønsker ikke at fortsætte sit engagement i klubben, som de samtidig ejer 46 procent af. Den drastiske beslutning kommer efter en sponsortur til Madrid som ifølge Hellerup Finans' direktør gik lidt for voldsomt for sig. Der skulle angiveligt være tale om berusede deltagere, der endte en aften på en stripklub, hvor medarbejdere fra Lyngby Boldklub også deltog.

Tvisten mellem de to parter er endnu ikke afgjort, men ender det med, at klubben står uden hovedsponsor i januar, står klubben overfor en stor opgave.
Det vurderer Simon Bastiansen, der er sponsorekspert og Client Service Director i PSLive. "Det er en smule problematisk, at en sponsor forlader klubben midt i sæsonen. Når man hører, der har været uoverensstemmelser får det de røde lamper til at lyse lidt. Da vi for et par år siden så, at Brøndby var ude i et stormvejr var det svært for dem at finde en hovedsponsor. Negativ omtale skræmmer sponsorer væk," siger Simon Bastiansen, der i sine 25 år som sponsorkonsulent aldrig tidligere har hørt, at en virksomhed trækker sig på grund af årsager som det er tilfældet i Hellerup Finans' tilfælde.

God fodboldfabrik

Men selvom der har været meget uro i kulisserne i Lyngby Boldklub de senere år, så er klubben ifølge Simon Bastiansen stadig er godt produkt.

"Skal man vælge at tage de positive briller på, så kan man sige, at her har vi Lyngby nu, som er en potentiel oprykker - og dem kan man blive hovedsponsor for for en billig penge. De har jo en virkelig god fodboldfabrik, som føder det ene talent efter det andet. Men der skal være ro på bagsmækken - det er ledelsen nødt til at gå ud og garantere," siger Simon Bastiansen.

Forårssæsonen og kapløbet om de to superligapladser indledes i marts, og klubben skal forsøge at få stabilliseret sig inden da. Og det er da også muligt at finde en hovedsponsor på tre måneder.
"De kan nå det inden sæsonen starter, men de skal ud med en lidt anden pris end tidligere," siger Simon Bastiansen.