Lærerflugt og inklusion bekymrer
Kenneth Birkholm (K) har lavet sin egen mini-undersøgelse af forældrenes holdning til skolereformen. Særligt med hensyn til inklusion er der en udfordring, mener han
Den konservative politiker Kenneth Birkholm har lavet sin egen uvidenskabelige undersøgelse af forældrenes opfattelse af skolereformen. Han savnede viden om, hvordan skolereformen blev modtaget i Rudersdals børnehjem, og med i alt 534 svar i sin undersøgelse fik han flere, end han havde håbet på.
Han lavede et spørgeskema i online-værktøjet surveymonkey og delte det via sin Facebookside. Svarene har givet ham et fingerpeg om, hvor der er udfordringer i Rudersdals skoler.
"Inklusion er vi ikke tilnærmelsesvis nået i mål med. Der sidder en masse forældre, der er bekymret over, om det går ud over deres egne børn, fordi der ikke er de fornødne ressourcer. Det er også meget tyderligt, at den længere skoledag skaber udfordringer," siger Kenneth Birkholm på baggrund af sin undersøgelse.
Noget af det er et spørgsmål om for få ressourcer, og noget kan tilskrives dårlig kommunikation om inklusion, mener han.
"Vi må ikke undervurdere den opgave, der ligger i at kommunikere inklusion til forældrene. Hvis man bare ser det udefra, at der er nogle elever, der skal inkluderes i en klasse, og at de støjer og tager opmærksomhed, så vil man helt berettiget spørge som forælder, hvordan det påvirker mit barn," siger han.
Ifølge ham er der også generelt tillid fra forældrene til både lærere og ledere på skolerne. Men de mange opsigelser blandt lærerne i Rudersdal, bekymrer ham. 134 lærere, omkring hver femte lærer, der arbejder i kommunen, har sagt op fra 1. januar i år og frem til 1. november.
"Lærerflugten bekymrer mig mest i øjeblikket. Man kan ikke undgå, at en organisation bliver ramt, når så mange medarbejdere forsvinder. Der er videnstab hver eneste gang, en medarbejder forsvinder. Der vil også blive tabt kadence. Det kan godt være, man kan skifte en god lærer ud med en endnu bedre lærer, men det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Når vi så samtidig har en lærerflugt, hvor hver femte medarbejder har forladt eller er ved at forlade skolen, giver det bekymring," siger Kenneth Birkholm.
Han har ikke taget konkrete initiativer efter sin undersøgelse, men klogere er han blevet.
"Jeg vil dele den her undersøgelse med alle, der måtte have lyst til at se på den. Og jeg vil beholde min tillid til reformen og vores skoler, men den her viden vil præge mit arbejde og de holdninger, jeg har," siger han.