Fortsæt til indhold

En blæksprutte har 40 års jubilæum i HOG

”Det er stort. Det er meget stort,” siger HOG-formand Søren Eriksen.

Samfund
Erling Baastrup

Jytte Sørensen kan i år fejre 40 års jubilæum som HOGs ”blæksprutte”, som Jytte blev tituleret i jubilæumsbogen udgivet i anledning af HOGs 100 års jubilæum i 2009.
I 40 år har Jytte været ansvarlig for kontoret, bogholderiet og alle de opgaver der knytter sig hertil.
Hun har overlevet mange formænd og kasserere. Eller sagt på en anden måde, Jytte har mere end nogen anden været kontinuiteten i HOG. Jytte har mere end nogen styr på historien i HOG.
Jytte har været med i hele udviklingen, hvor Jyttes opgaver er vokset og ændret sig. Da Jytte startede, havde HOG godt 300 medlemmer. I dag er der mere end 2.400 medlemmer. Dengang var der tre afdelinger, i dag er der otte.
Hun har været med fra de manuelle procedurer til de digitale netsystemer med digitale fakturaer og betalinger.